Hvad er zero trust-sikkerhed?
I den gamle model fungerede netværket som en bygning med en bevogtet indgang. Den, der først var inden for døren, kunne bevæge sig frit. Problemet er, at en angriber, der kommer ind gennem indgangen, også bevæger sig frit. Zero trust vender antagelsen om: ingen lukkes ind på tillid, hverken uden for eller inden for murene.
Zero trust, på dansk nærmest nul tillid, er en sikkerhedsmodel, der bygger på en enkel regel: stol ikke på noget, verificer alt. Hver bruger og hver enhed skal bevise, hvem den er, og at den har ret til at tilgå netop den ressource, den beder om, hver gang.
Idéen bag nul tillid
Modellen tager udgangspunkt i, at trusler kan findes overalt, også på indersiden. Et stjålet login, en inficeret bærbar eller en utilfreds medarbejder betyder, at det ikke er nok at bevogte grænsen mod omverdenen. Den gamle tanke om, at alt på indersiden er sikkert, holder ikke, når cloudtjenester, underleverandører og fjernarbejde har udvisket, hvor indersiden overhovedet går.
I stedet vurderer systemet hvert forsøg på at tilgå en tjeneste ud fra sammenhængen: hvem der spørger, fra hvilken enhed, hvorfra, og hvilke oplysninger det drejer sig om. Passer billedet ikke, stoppes forsøget, selv om adgangskoden er rigtig.
Mindst mulig adgang
Kernen i zero trust er at give hver enkelt præcis så meget adgang, som der er brug for, og ikke mere. En økonomiassistent har brug for lønsystemet, ikke hele serverparken. Får en angriber alligevel fat i den konto, kommer vedkommende kun ind i lønsystemet og ikke alt det andet.
Hertil hører stærkt login. Multifaktorgodkendelse, hvor adgangskoden suppleres med noget mere, vejer tungere end en adgangskode alene. Netværket opdeles også i mindre zoner, såkaldt mikrosegmentering, så den, der alligevel kommer ind i én del, ikke automatisk når resten.
Sådan indføres zero trust trinvis
Zero trust er ikke et produkt, man køber i en kasse, men en arbejdsform, der vokser frem. De fleste begynder i tre trin.
Først kortlægger virksomheden, hvad der findes: hvilke brugere, enheder, tjenester og data, og hvordan de hænger sammen. Derefter håndteres de største risici én ad gangen med rutiner og værktøjer, der opdager og stopper afvigelser. Til sidst udvides arbejdsformen til flere dele af virksomheden. En udbredt ramme for arbejdet er den amerikanske standard NIST SP 800-207, som beskriver principperne i detaljer. Pointen med at gå trinvis frem er, at virksomheden kan begynde der, hvor risikoen er størst, i stedet for at bygge alt om på én gang.
Hvad modellen beskytter mod
Zero trust gør mest gavn i miljøer, hvor den gamle grænse er blevet udvandet. Den retter sig især mod:
- Fjern- og hybridarbejde, hvor enheder kobler sig på uden for kontoret.
- Cloudtjenester, hvor data ligger uden for virksomhedens eget netværk.
- Insidertrusler, hvor nogen på indersiden misbruger sin adgang.
- Stjålne logins, hvor den rigtige adgangskode i de forkerte hænder ellers giver frit spil.
Fællesnævneren er, at beskyttelsen ikke længere kan basere sig på, hvor nogen befinder sig. Zero trust flytter spørgsmålet fra sted til identitet og sammenhæng.
Zero trust uden for computerverdenen
Tankegangen stopper ikke ved computerne. Den samme tanke, at hver enkelt kun skal kunne tilgå det, vedkommende reelt har brug for, kendes fra fysisk sikring. Et adgangskontrolsystem, der kun åbner de døre, en person faktisk har brug for, følger i praksis den samme logik. Et kort, der virker overalt, er bekvemt, men farligt, mens et, der kun låser de rigtige døre op, begrænser skaden, hvis det bliver væk.
For en virksomhed, der alligevel gennemgår sin informationssikkerhed og sin cybersikkerhed, er zero trust mindre en ny dims og mere en måde at tænke på. Regler som NIS2 peger i samme retning, mod skarpere kontrol med, hvem der kan tilgå hvad.





















