I januar sidste år blev Charlie Hebdo-redaktionen i Paris ramt af et hensynsløst angreb, og kun en måneds tid senere viste terrorismen sit grimme fjæs i København. Siden disse angreb har IS-terrorister ramt Paris yderligere en gang, og med endnu større kraft, og senest var det Bruxelles tur.

Og hvordan reagerer vi så på det? Jo vi gentager mantraet om, at vi europæere ikke skal lade os påvirke af terroristerne, for så har de vundet. Men intet er mere forkert. Vi skal lade os påvirke af terroristerne. Vi skal sikre os endnu bedre. Vi skal holde op med at være naive og arbejde for et stærkere og mere åbent samarbejde mellem myndigheder (det gælder alvorlig kriminalitet i al almindelighed og grænseoverskridende kriminalitet i særdeleshed), såvel nationalt i Danmark og de øvrige skandinaviske lande som inden for EU. I USA har man FBI, som med 35.000 ansatte beskytter sine 320 millioner indbyggere, mens EU har sin parallel i Europol, som med sine 900 ansatte skal beskytte 500 millioner EU-borgere.

Det vil tage sin tid at opnå enighed om en sådan organisation, og endnu mere tid at bygge den op. Men det er nødt til at ske, hvis EU på succesfuld vis skal kunne imødegå den internationale terrorisme.

For Danmarks vedkommende er der tiltag, som kan gennemføres betydeligt hurtigere, for eksempel at liberalisere brugen af kameraovervågning. Tillad overvågning af offentlige steder, men kræv, at kameraindehaveren registrerer kameraet og skilter om brugen af det, så der ikke er noget fordækt ved overvågningen. Forbipasserende skal vide, at kameraerne er der, og det skal politiet også, som skal kende placeringen af kameraer i tilfælde af en forbrydelse. Den personlige integritet er vigtig, men det bliver absurd, hvis den skal stå i vejen for, at forbrydelser skal kunne opklares eller forhindre, at der begås alvorlig kriminalitet.

Terroristtruslen og de store flygtningestrømme er en ny situation. Læg dertil den organiserede kriminalitet, som hele tiden udvikler sig, og som i det store og hele er grænseoverskridende. Alt dette kræver et samarbejde mellem alle gode kræfter. Det er ansvarsløst ikke i højere grad at udnytte den resurse, som de private sikkerhedsselskaber udgør. Politiet skal fokusere på at opklare forbrydelser og opretholde lov og orden. Men for at det skal kunne ske, skal der fokuseres. At transportere dømte personer til og fra fængsler eller psykiatriske hospitaler kan for eksempel private vagter udføre, ligesom forskellige former for trafikkontroller skulle kunne udføres af vagter under politiets ledelse. Paskontrol er et andet område, som ikke burde kræve så mange af politiets resurser. Afspærring af steder, hvor der er sket en forbrydelse, kunne være en anden arbejdsopgave. Ifølge det nyligt indgåede politiforlig skal man i første omgang lade civilt personale fra politiets rækker aflaste politiet, men med politimyndighedens stadig mere komplekse arbejdsbyrde er det sandsynligt, at sikkerhedsvirksomhederne vil blive inviteret indenfor for gradvist at tage hånd om enklere, ikke-politimæssige arbejdsopgaver. Alt andet ville være mærkeligt. Det handler trods alt om borgernes ret til tryghed og om at bruge skattepengene så klogt som muligt. Derfor er det vigtigt, at SikkerhedsBranchen og andre influenter fortsætter med at synliggøre de muligheder, som såvel bemandede som tekniske sikkerhedstjenester kan tilbyde for at bidrage til en højere sikkerhed.

Vi lever i en tid, hvor trygheden er truet, ikke kun af en brutal terrorisme, men også af grænseoverskridende kriminalitet. Og i den situation kan vi ikke sige, at terroristerne ikke skal påvirke vores måde at leve på. Sikkerhed bliver stadig vigtigere. Retssystemets effektivitet er derfor nødt til at blive effektiviseret. Dermed styrkes også sikkerhedsvirksomhedernes betydning. Jo tidligere politikerne indser dette, jo bedre varetages borgernes ret til et trygt samfund.