Vandforsyningskomitén i Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA) er af den overbevisning, at samfundsudviklingen de seneste år har bevirket, at der er grund til at revurdere de foranstaltninger, der er installeret for at forhindre uvedkommen-de i at skaffe sig adgang til vandforsyningsanlæggene.
Udstyr til sikring mod tyveri og hærværk er i dag installeret i de fleste virksomheder helt ned til små dagligvarebutikker, og der er ingen tvivl om, at udviklingen medfører, at endnu flere vil få installeret disse sikringer.
Det er Vandforsyningskomiteens opfattelse, at vandforsyningerne bør arbejde hen imod at sikre boringer, beholdere og bygninger med alarmer m.v., og at lokaler med åbne vandoverflader videoovervåges. Derudover kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at overvåge andre dele af vandforsyningen.
Derfor anbefaler Vandforsyningskomiteen, at vandforsyningerne foretager en fornyet sikkerhedsmæssig gennemgang af anlæggene og på baggrund heraf vurderer, hvorledes de bedst muligt sikres mod hærværks- og terrorhandlinger.
I den forbindelse er det vigtigt, at døre, vinduer og andre adgangsveje til bygninger, beholderanlæg m.v. er i god og forskriftsmæssig stand.
Endelig bør råvands- og behandlingsanlæggene være indrettet således, at det er muligt at sætte hurtigt ind imod en forureningshændelse.
19-12-2006



















