SecurityWorldMarket

01-09-2014

Vagtselskaber i partnerskab med politiet

I de seneste måneder er der i Nordsjælland kommet to partnerskabsaftaler på plads mellem politiet og private vagtselskaber for at sikre tryghed og nedbringe kriminalitet i indkøbscentre.

I Helsingør Bycenter har Securitas og den lokale ordensmagt indgået et samarbejde med Bycenterledelsen og Føtex. Den underskrevne aftalen indebærer en øget tilstedeværelse af en gående patrulje fra Nordsjællands Politi i centeret, samt at kunder, personale og Securitas får bedre mulighed for at alarmere hinanden og politiet. Dermed kan der handles hurtigere, hvis der skulle opstå en mistænkelig situation, og risikoen for kriminalitet bliver mindre.

I Slotsarkaderne i Hillerød har politiet indgået en lignende aftale med Bilka, SlotsArkaderne og selskabet RC Security for at styrke indsatsen mod tyverier i og omkring det centralt beliggende indkøbscenter. Dette formaliserede samarbejde løb af stablen i maj måned, og der meldes om gode resultater.

- Aftalerne sikrer, at flere betjente er til stede i centrene, også i butikkerne, og at vagterne og politiet taler sammen om, hvor de skal holde ekstra øje. Samtidig får både centrets butikker og de handlende gode råd om, hvordan man forebygger tyverier, siger stationschef fra Nordsjællands Politi, Freddy Bech Jensen.

- Politiet vil generelt gerne lave partnerskabsaftaler med forretninger og deres vagtselskaber. Vi tror på, at det giver større mulighed for at fange forbryderne og samtidig forebygge, at forbrydelserne sker.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen