SecurityWorldMarket

12-11-2006

Tyverialarmer til ansatte giver skattesmæk

Flere og flere danskere har en hjemmearbejdsplads, og det giver massivt fokus på sikkerheden, skriver Dagbladet Børsen.

Danske virksomheder, der gerne vil sikre særligt betroede ansattes hjemmearbejdspladser mod tyveri, risikerer at udløse et skattesmæk til medarbejderen. Det er essensen i et nyt bindende svar fra Skatterådet. Hvis firmaet betaler tyverialarmen i privaten, bliver medarbejderen beskattet af værdien, også selv om firmaet kun betaler den del af abonnementet, der matcher hjemmearbejdspladsens antal kvadratmeter i hjemmet. Også selv om alarmen kun sikrer selve hjemmearbejdspladsen og ikke resten af huset.
Det konkrete firma, der nu har fået nej fra Skatterådet, kræver faktisk, at en gruppe af ledere og specialister har tyverialarm. Firmaets rådgiver vurderer, at alarmen skal være skattefri, fordi den hører under bagatelgrænsen på 5100 kr. for personalegoder, der har direkte forbindelse til den ansattes arbejde. Men den går ikke, vurderer Skatterådet.
Det giver arbejdsgiverne nervøse tics og får dem til at frygte for sikkerheden, hvor bærbare computere med fortrolige oplysninger pludselig - og på mystisk vis - kan falde i konkurrenternes hænder.
Derfor har danske virksomheder de senere år haft et massivt fokus på sikkerheden på hjemmearbejdspladser, vurderer Tom Togsverd, der er direktør i branchefællesskabet ITEK under Dansk Industri.
Men efterhånden som fysiske papirer, der ligger og flyder på skrivebordet, bliver erstattet af elektroniske data på arbejdsgiverens server, bør problemet blive mindre.
- På nogle hjemmearbejdspladser har de ansatte fortrolige ting liggende på både pc og på papir. Det er vigtigt at skære ned på papiret og gøre pc'en så dum som muligt, så de fortrolige informationer kun ligger på arbejdsgiverens server, som er beskyttet af password, siger Tom Togsverd.
Han tilføjer, at hele diskussionen om sikkerhed på hjemmearbejdspladser har fået en ekstra dimension efter VK- regeringens nye hjemme-pc-ordning. Medarbejderen sparer frynsegodebeskatning, hvis bare der er adgang til arbejdsgiverens netværk.
- Men det ændrer ikke ved, at bærbare eller pocket-pc'er kan være sårbare, hvis der ligger vigtigt materiale på dem, og de ikke er passwordbeskyttede. Et godt råd er også at bruge kryptering. Det kan give store problemer, hvis man glemmer dem i taxien eller hos pølsemanden, men problemet er lige så stort, hvis de bliver stjålet fra hjemmet, siger Tom Togsverd.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen