SecurityWorldMarket

09-10-2008

Supercard har succes i Afrika

Den danske virksomhed Supercard har stor succes med sine forretninger i henholdsvis Ghana, Uganda og Tanzania, oplyser Dansk Industri.

Supercard startede med primært at producere laminerede ID-kort, men har i dag udviklet sig til et softwarehus, der rådgiver om og udvikler specielt tilrettede løsninger baseret på forskellige kortteknologier.
Supercards Afrikaeventyr startede i Ghana, hvor Supercard havde stiftet bekendtskab med et lokalt firma, Margins, på baggrund af at begge firmaer repræsenterede en koreansk plastikproducent i henholdsvis Europa og Ghana. Dette bekendtskab udviklede sig til et joint venture mellem de to virksomheder i 2000 under navnet Margins ID Systems Ltd. (Margins ID). Formålet med det nye selskab var at skabe en lokal produktion af plastikkort til det lokale marked. Samtidig blev et salgsselskab opbygget med det formål at udbyde forskellige former for ID-kort løsninger såsom adgangssystemer, sikkerhedssystemer etc.
Margins ID leverer i dag ID-kort-systemer til en række store kunder i Ghana. Samtidig er produktionen af plastikkort kommet op at stå, og Margins ID har i dag vundet en række ordrer på blandt andet nationale ID cards, sygesikringskort, kørekort samt det nye ghanesiske bankkort. Senest har virksomheden også leveret ID-kort-systemet, der blev benyttet under African Nations Cup i Ghana. I dag omsætter virksomheden for 40.000.000 $ og har snart 300 ansatte.
Baseret på den succes partnerne har haft i Ghana, valgte de at kigge videre på andre markeder i Afrika. En lokal partner blev fundet i Uganda, og de tre virksomheder arbejder nu på højtryk på at kopiere succesen i Ghana til Uganda. Fabrikken til produktion af plastikkort er ved at blive etableret, og en række ordrer er allerede i hus. Supercard regner med at have skabt 100 arbejdsplader i Uganda inden år 2010.
Tanzania er sidste land i rækken. En lokal partner er blevet identificeret, og der arbejdes pt. på at få selve salg af ID-kort løsninger op at stå. Der arbejdes samtidig på at få etableret en fabrik og at sikre sig de vigtige ordrer til partnerskabet.

Kilde: Dansk Industri




Leverandører
Tilbage til toppen