SecurityWorldMarket

19-10-2008

Sommerhusene tømmes for dyr elektronik

I takt med til- og ombygninger på sommerhusene er de gamle stueantenner hevet ned fra tagene og erstattet af fibernet i jorden til kabel-tv og en hurtig internetforbindelse. Det har fået elektronikken til at holde et tilsvarende indtog, og gennem de sidste par år har forsikringsselskaberne oplevet en kraftig stigning i tyveri af netop computere og fladskærme, når fritidshuset har haft uvelkomne gæster. TYvene afventer nu blot vinteren og arbejdsroen. Med en god lås kan man sørge for, at vinteren ikke byder på ubehagelige overraskelser, råder Ruko.

Brian Olsen, skadedirektør hos Alm. Brand ser tendensen som et resultat af danskernes egen holdningsændring i forhold til indretningen af sommerhuset. "I vores forældres generation var et sommerhus fyldt med aflagte ting fra det 'rigtige' hus. Men i dag er sommerhuset indrettet på samme måde som helårshuset - og lige så veludstyret med dyr elektronik. Det ved tyvene udmærket," siger han.
Ifølge tal fra Rigspolitiet bliver der hvert år anmeldt flere indbrud i fritidshuse om vinteren end om sommeren, og i 2007 var det en stigning på hele 84 procent. Derudover var der samlet set en generel stigning i indbrud i 2007 i forhold til året før, og tal fra Danmarks Statistik viser, at det er en tendens, der indtil videre er fortsat i 2008.
Et indbrud er ikke kun et spørgsmål om mistede ejendele og en masse besvær. Ofte er det ubehageligt for folk at vide, at der har været andre i deres hjem, og hos Alm. Brand råder man derfor sommerhusejere til at sørge for at vintersikre sig bedst muligt.
"Det er ikke altid en alarm, der er den rigtige løsning, for den er afhængig af, om der er nogen i nærheden, og ofte står nabosommerhusene lige så tomme om vinteren. Vi anbefaler i stedet folk at have gode låse på dørene, samt have vinduer som ikke er lige til at skrue ud," siger Brian Olsen.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen