SecurityWorldMarket

27-02-2014

Sikkerheden effektiviseres mens kunderne sparer penge

Lennart Alexandrie, AR Media International

Teknikløsningerne vinder frem, og en del af væksten sker på bekostning af salget af vagttimer. For det er jo sådan, at de stadig bedre sikkerhedskameraer i kombination med intelligent videoanalyse og fjernovervågning kan medvirke til en reduceret efterspørgsel efter både runderende og stationære vagttjenester. Sikkerhedssystemer, som leverer billeder, medvirker også til, at der kommer færre udrykninger på de såkaldte falske alarmer.
Teknikken effektiviserer sikkerheden, og kunderne sparer penge. Ikke desto mindre er der stadig behov for vagter, og det vil der altid være. Der bliver taget mere og mere teknik i brug, men i hvilken udstrækning der også vil blive brugt vagter afhænger af efterspørgslen efter sikkerhedstjenester.
 
Men det afhænger også af, hvordan sikkerhedsvirksomhederne udvikler nye vagttjenester samt af, hvordan samfundsudviklingen ser ud. En politistyrke, som hverken formår at udrede eller opklare kriminelle handlinger på en tilfredsstillende måde, bør i højere grad end i dag aflastes fra opgaver, som ikke kræver politiuddannet personale. Det kan for eksempel dreje sig om transporter af indsatte til og fra fængsler, eller om spirituskontrol af trafikanter. Outsourcing som en mulighed for at effektivisere politiets arbejde er et spørgsmål, som SikkerhedsBranchen arbejder hårdt med. Og de positive meldinger fra pilotprojektet mellem politi og vægtere på Københavns Vestegn vil uden tvivl få indflydelse på den videre diskussion om ordensmagtens opgaveprioritering.
 
Der er heller ingen tvivl om, at en del af de virksomheder, vi lidt firkantet kalder vagtfirmaer, godt ved, hvad vej vinden blæser. Både G4S, Securitas og Nokas, Nordens førende vagtfirmaer, satser i stigende grad på tekniktjenester, ikke mindst kamerabaserede løsninger.
 
Med intelligent videoovervågning i realtid kan sikkerhedsarbejdet rationaliseres og effektiviseres betragteligt. At være helt afhængig af de traditionelle vagttjenester, hvis lønsomhed er på vej ned, er en dårlig forretningsstrategi. Det er i de kombinerede løsninger, hvor teknikløsninger bakkes op af manuelle tjenester, at fremtidens business ligger. Endvidere handler det om, at kunderne kommer til at betale for udnyttelsen af tjenesterne i effektive totalløsninger, som sikkerhedsvirksomhederne ofte står for driften af med 24/7-opkobling.
 
Teknikken - især efter at den er blevet netværksbaseret - er således blevet en stadig mere vigtig komponent i sikkerhedsarbejdet. Med sin skalerbarhed kan den generere stadig mere nøjagtige tjenester, som ud fra kundens behov forebygger, opdager og minimerer eventuelle skadesomkostninger. Med fremtidige sky-løsninger vil den også blive mere og mere omkostningseffektiv og dermed i højere grad kunne udnyttes til reducerede omkostninger.
 


Leverandører
Tilbage til toppen