SecurityWorldMarket

12-06-2012

Sectech-udstillere udsat for falske fakturaer

Virksomheder, der har udstillet på Sectech, har fået et brev fra Fair Guide, hvor de er blevet bedt om skriftligt at bekræfte deres kontaktoplysninger. De, der gør det, og som underskriver dokumentet og returnerer det til afsenderen, tegner sig for en treårig aftale med det slovakiske firma Construct Data Publishers - hvilket koster den narrede virksomhed små 30.000 kr. Mange europæiske messer og deres udstillere bliver udsat for samme type bedrageriforsøg.
SecurityWorldHotel.com har tidligere skrevet om Construct Data Publishers og Fair Guide. Dengang indebar en underskrift, at man var nødt til at betale 1.271 euro i alt tre gange. Rubrikken på brevet kan fx være ”Your data update (listing under Sectech Kobenhavn)”, og modtageren opfordres til at kontrollere, at de vedhæftede kontaktoplysninger er korrekte. Det skal gøre det ”let for alle besøgende, som søger information om jeres virksomhed”. Selskabet foregiver at være associeret med messearrangøren og beder udstillerne om at opdatere deres oplysninger, så de bliver korrekt gengivet i Fair Guide. Men nede i bunden efter det med småt står der, at man binder sig til at betale 1.271 euro per år i tre år, altså tæt på 30.000 kr. Udstillere, der returnerer formularen, bliver bundet af kontrakten.

– Vi vil på det bestemteste fraråde alle, der får formularen tilsendt, til at svare. Vi har intet at gøre med hverken Fair Guide eller med den slovakiske virksomhed, der står bag dette. De bruger kun Sectech og andre messer som vildledende manøvre til at tjene penge på udstillere over hele Europa, siger Lennart Alexandrie, adm.dir. for AR Media International AB, som sammen med Stockholmsmässan arrangerer Sectech-messerne.

SecurityWorldHotel.com har tidligere advaret mod Expo Guide fra det mexicanske selskab Commercial Online Manuals 5 de RL de CV og Fair Guide fra det østrigske selskab Construct Data Verlag (CDV).


Leverandører
Tilbage til toppen