SecurityWorldMarket

04-03-2013

Rekordtilslutning på ADI Security Challenge

Tirsdag den 19. marts mødes sikkerhedsbranchen for sjette gang hos ADI Alarmsystem i Ishøj for at udfordre og udfordres på ADI Security Challenge. En stor del af branchen besøger udstillingen, ligesom de mange seminarer plejer at være et tilløbsstykke for både producenter og installatører. I år byder arrangementet på hele 28 producenter, hvilket er 10 flere end sidste gang.
Igen i år udfordrer ADI Alarmsystem sine kunder og producenter på branchedagen ADI Security Challenge, der traditionen tro afholdes i ADI’s lokaler på Baldershøj 13-15 i 2635 Ishøj.

Udfordringen går blandt andet til de største producenter, der har taget den op ved at præsentere nyt inden for blandt andet tyverisikring, brandsikring, adgangskontrol, trådløse systemer, perimetersikring og videoovervågning. De lover mange nyheder og nye teknologier, som kan ses i ADI’s store lager, der denne dag er præget af små stande, som er bemandet med repræsentanter fra producenterne.

Interessen er i år meget stor, idet hele 28 producenter - mod 18 i 2012 - står parate til at præsentere og kommentere nyhederne.

Dagens seminarer afholdes i tre af ADI’s store møderum. Det giver plads til 12 seminarer a 45 minutter i løbet af dagen. Det endelige program offentliggøres på www.adiglobal.com/dk

En særlig del af ADI Security Challenge afholdes om aftenen, hvor Raytec by night kl 17 præsenterer de nyeste LED-teknologier. Det sker på en nærliggende golfbane, hvor producenten demonstrerer, hvor vigtigt det rigtige valg af belysning til TV-overvågning er. Blandt andet kan man se den nye serie VARIO-lamper, der kan strømforsynes via Power over Ethernet (PoE). Det hele foregår som en live-demo, hvor der sluttes af med en gang nat-suppe.

Tilmeldingen sker på marketing.dk@adiglobal.com


Leverandører
Tilbage til toppen