SecurityWorldMarket

21-02-2009

Rekordhøjt antal dødsbrande i 2008

89 dødsbrande kostede sidste år 90 personer livet. Det viser den endelige opgørelse af Beredskabsstyrelsens statistik over personer omkomne ved brand i 2008. Dermed blev sidste år et rekordår, hvad dødsbrande angår.

- De pårørende og landets omsorgspersonale er vigtige for at få tallet ned, siger overingeniør i Beredskabsstyrelsen Peter Hofman-Bang.
Fra 1960 - som er det første år, Beredskabsstyrelsen har tal fra - og frem til i dag er der aldrig målt et højere antal af dødsbrande. Alligevel kommer antallet ikke helt bag på overingeniør i Beredskabsstyrelsens Center for Forebyggelse Peter Hofman-Bang.
- Det er højst beklageligt, at sidste år blev et rekordår. Men vi kan konstatere, at der ind imellem kommer år med mange dødsbrande. Derfor kan man heller ikke uden videre konkludere, at vi ser en stigende tendens.

Mange omkomne
De mange dødsbrande betyder også, at antallet af omkomne voksede i forhold til de seneste par år. De 90 omkomne skal således ses i forhold til, at der i 2006 og 2007 omkom henholdsvis 69 og 71 personer ved brand.
Samtidig ligger antallet over gennemsnittet på 78 omkomne per år i perioden 1983-2007. Der er imidlertid ikke tale om noget rekordår, da antallet i perioden har svinget fra år med 55 omkomne til år med 99 omkomne.
I stedet viser den næsten ikke-eksisterende forskel i antallet af omkomne og antallet af dødsbrande, at vi i Danmark stort set var forskånet for den slags dødsbrande med mange omkomne, man for nyligt har oplevet i Norge.
Fakta om statistik over dødsbrande i 2008
Rygning angives som årsagen ved lidt over 50 % af de dødsbrande, hvor der er oplysninger om den formodede brandårsag.
82 af de 89 dødsbrande i 2008 var boligbrande. Dette er det største antal dødsbrande i boliger, der er registreret i perioden 1994 til 2008.
Der omkom ca. dobbelt så mange mænd (59) som kvinder (31) ved brand i 2008.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen