SecurityWorldMarket

28-09-2020

Nye tågekanoner fra Protect

Et nyt monteringssystem sikrer en hurtigere og mere sikker montage samt muliggør, at 800i C og 1500i C kan monteres i hjørner både lodret og vandret.

Her i september har tågesikringsproducenten Protect 20-års jubilæum, og det fejrer virksomheden med lanceringen af en ny serie af tågekanoner. Omsætningen er nu på samme niveau som før corona-krisen satte ind, og der er blevet brug for tre nye medarbejdere.

Aarhus-virksomheden Protect anses som verdens største producent af tågekanoner, som ved aktivering af alarmen på få sekunder gør det umuligt for indbrudstyvene at se en hånd for sig og dermed stjæle noget. De harmløse apparater anvendes også som værn mod røveri, overfald og hærværk og sidder typisk i banker, supermarkeder, kontorer og lagerbygninger.

- Her i september har Protect 20-års jubilæum, og det synes vi skulle fejres med introduktion af en ny serie af tågekanoner, så vi havde ligesom en deadline, som skulle holdes på trods af visse forhindringer undervejs, fortæller administrerende direktør Heine Andreasen.

Heine Andreasen blev sidste år hentet udenfor alarmbranchen og røg direkte ind i udviklingen af virksomhedens to nyeste produkter. Tågekanonerne kom til verden i den hektiske coronatid, som også lige har budt på tre nyansættelser.

På samme niveau nu som før corona
Coronakrisen har også kradset hos Protect, som er afhængig af markeder særligt i Europa og Sydamerika. Men virksomheden har en stor underleverandør i Letland, og dér har de til alt held været mindre hårdt ramt, så Protect har aldrig været i fare for ikke at kunne levere, når kunderne bestilte.

- Vi er nu på samme niveau som før krisen - markederne begyndte allerede at rette sig op i juni, så vi er fortrøstningsfulde, siger Heine Andreasen og fortsætter:

- I stedet for at være afventende har vi valgt at gå imod strømmen og har lige ansat tre nye kollegaer til hovedkontoret i Aarhus.

Grønnere, mere tåge og med internetopkobling
To af de tre nyansatte skal være med til at styrke det internationale salgsarbejde hos Protect og som en slags modreaktion overfor corona få endnu mere gang i hjulene på alle markeder. De vil komme til, sammen med deres kollegaer, at stå forrest, når de nye tågekanoner skal ud at arbejde og sikre værdier og personale rundt om i verden.

- Vi kommer ud med ikke bare nye maskiner, men en ny serie, fordi de adskiller sig væsentligt fra tidligere modeller, fortæller Heine Andreasen og fortsætter:

- Energiforbruget er afgørende for totalomkostningerne ved tågekanoner, og selvom vores foregående modeller bruger lige så lidt strøm som en gammel glødepære, er vi alligevel lykkedes med at halvere strømforbruget på vores nye serie. Det betyder faktisk en nettobesparelse for brugere i Danmark på op til 500 kr. årligt, og regner man på hele maskinens levetid på 15-20 år er det ikke så lidt, der spares til gavn for både miljøet og pengepungen.

20 procent mere tåge
- Udover energiforbruget ville vi samtidig også gerne lave mere tåge pr. m2 og fylde det sikrede rum hurtigere op for at distancere os fra konkurrenterne, så derfor udviklede vi et varmelegeme, som laver op til 20% mere tåge, tilføjer direktøren, som også udtrykker stor respekt for de medarbejdere, der har været med ved bordet i udviklingen af 800i C og 1500i C, som de to nyeste produkter fra Protect er kommet til at hedde.

- Vores nye tågekanoner opfylder vores kunders behov for tilslutning til internettet. Ved at inkludere en IP-forbindelse som standard gør vi det nemmere og billigere for brugerne at følge tågekanonernes gøren og lade i det medfølgende software, men også give kontrolcentraler mulighed for – på distance - at overvåge og aktivere tågekanonen præcist, når det er nødvendigt, siger Heine Andreasen.

Nyt: Drejebar dyse
Kundernes ønske om en fleksibel og drejebar tågedyse er også blevet efterkommet i den nye serie.

Heine Andreasen fortæller, at det er vigtigt for installatører og brugere, at man kan ændre vinkel og retning på tågen, hvis maskinen flyttes fx i forbindelse med ommøblering af en butik. Det kan man nu.

- Også monteringen af de nye tågekanoner er blevet nemmere. Et helt nyt monteringssystem sikrer en hurtigere og mere sikker montage. Og det nye system muliggør også, at 800i C og 1500i C kan monteres i hjørner lodret som vandret. Samtidig med et smallere design og en fysisk mindre maskine er det næsten, som om de nye maskiner forsvinder ind i væggen ved hjørnemonteringer, mener Heine Andreasen.

Sikkerhedståge til hele verden
Siden Protect blev etableret i 2000, har virksomheden produceret og solgt over 100.000 anlæg med sikkerhedståge over hele verden. Tågekanonerne er installeret hos så vidt forskellige kunder som banker, guldsmede, optikere, radio-/TV- og IT-forhandlere, tankstationer, fødevarebutikker, stat og kommuner samt i private hjem.

Over 90% af produktionen af tågekanoner eksporteres. I udlandet har Protect et net af distributører i over 50 lande på fem kontinenter.  


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen