SecurityWorldMarket

20-03-2013

Produktpremierer på ADI-messe

Flemming Pless fra Schneider med det kun 10 cm lange minikamera Sarix IL10.

Tirsdag den 19. marts mødtes en del af sikkerhedsbranchen for sjette gang hos ADI Alarmsystem i Ishøj for at udfordre og udfordres på den årlige ADI Security Challenge. Foruden 12 seminarer bød denne minimesse på hele 28 producenter, der præsenterede deres produkter og løsninger, hvoraf flere havde premiere på det danske marked.
Arrangøren ADI havde i dagene op til Security Challenge bekymret fulgt med i vejrprognoserne, som spåede snestorm i Storkøbenhavn. Men sne og storm blev der ikke meget af, så det var kun sneplagede jyder, der havde en smule besvær med at finde frem til Ishøj,

Inde i ADIs rummelige lokaler var vejret dog fint – bortset fra en forbigående tågebanke, der viste sig at stamme fra kælderen, hvor udstilleren SmokeCloak havde foretaget en vellykket tågesikringsdemonstration.

Der blev overalt diskuteret livligt på dansk, svensk, engelsk, hollandsk og muligvis andre sprog, og det var blandt andet produktpremierer, der blev snakket om.

For eksempel en lysende Norden-nyhed fra Raytec, Vario IP Network Illuminators. Dette LED-produkt fås både i en infrarød og en hvidlys-udgave, begge med et udskifteligt holografisk linsesystem, som gør det muligt at ændre lysvinklen i 10, 30 eller 60 graders vinkel. IP-udgaven af lampen kan betjenes fra en pc hvor som helst.

En anden premiere var et kamerahus fra Videotec, som via nytænkning og produktudvikling gør det muligt – udelukkende via PoE – at forsyne kamerahuset med energi til at drive både kameraet og et varmelegeme. Med almindelig PoE kan kameraet klare ned til minus til grader, og med Hi-PoE kan det klare ned til minus 30 grader.

Pelco by Schneider kunne bl.a. præsentere en snigpremiere på minikameraet Sarix IL10, som enten kan drives via PoE eller 24 volt. Det lille kamera fås både som box- og som dome-kamera og har en 1,2 Megapixel opløsning og præsterer op til 30 billeder i sekundet. Kameraet bliver tilgængeligt på markedet fra 1. april.

ADI Security Challenge sluttede om aftenen, hvor Raytec på en nærliggende golfbane præsenterede de nyeste LED-teknologier.


Leverandører
Tilbage til toppen