SecurityWorldMarket

29-12-2016

PET aflytter konstant knap 1.000 danskeres mobiltelefoner

Ved hjælp af data fra Telenor og Telias internationale rapporter kan Ingeniøren for første gang estimere, at efterretningstjenesten aflytter en halv gang flere danskere end resten af politiet tilsammen.

Hver eneste dag året rundt aflytter Politiets Efterretningstjeneste (PET) knap 1.000 danske mobiltelefoner. Det viser et unikt estimat, som Ingeniøren har udarbejdet på baggrund af de såkaldte transparencyrapporter, som teleselskaberne Telenor og Telia udgiver.

PET selv holder sine arbejdsmetoder helt tæt til kroppen og giver ingen som helst data om, hvor mange danskere der er i tjenestens søgelys.

Tjenestens arbejde er så hemmeligt, at formanden for Folketingets kontroludvalg vedrørende efterretningstjenesterne, Henrik Dam Kristensen (S), end ikke vil hverken be-eller afkræfte, om udvalget har adgang til en statistik over aflytningerne.

Rigsadvokaten udarbejder imidlertid en opgørelse, som viser, hvor mange gange det almindelige politi får en dommerkendelse til at foretage et indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder telefonaflytninger.

Det skete sidste år i 3.110 tilfælde. Ifølge statistikken er der godt to indgreb per mistænkt, fordi kriminelle typisk har flere telefoner og internetabonnementer. Således blev knap 1.400 danskere sidste år aflyttet af politiet.

Med baggrund i Telia og Telenors opgørelser er det for første gang muligt at beregne, hvor mange PET aflytter. Det drejede sig i 2015 om ca. 2.200 personer. PET aflytter altså mere end en halv gange flere danskere end resten af politiet tilsammen.

En gennemsnitlig aflytning varer ca. fem måneder. Det svarer igen til, at PET konstant aflytter knap 1.000 danskere.

Kilde: Ingeniøren


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen