19-04-2012
Nyt samarbejde mellem politifolk og vægtere
- Det er et fint eksempel på, at det giver pote, når politi og vægtere samarbejder mere tæt, siger politiinspektør Michael Kristiansen, Københavns Vestegns Politi.
I påsken havde politi og vægtere i al stilfærdighed planlagt at sætte fælles fokus på indbrud på Vestegnen. Det var den første større praktiske test af et nyt samarbejde mellem Københavns Vestegns Politi og SikkerhedsBranchen.
- Vi har et stort antal vægtere på gaden i Vestegnen, og får de viden om kriminelle aktiviteter, kan de hjælpe politiet, siger direktør i SikkerhedsBranchen Kasper Skov-Mikkelsen.
’Operation Påskeindbrud’-samarbejdet handlede især om at udvikle hurtige kommunikationslinjer mellem politiets vagtcentral, vagtselskabernes kontrolcentraler og de mange vægtere og politipatruljer på gaden.
Politi og SikkerhedsBranchen har nogle fælles målområder – blandt andet indbrud – hvor en udveksling af information om mistænkelige aktiviteter, kan gøre livet surt for tyvene.
- Har politiet et godt signalement af en indbrudstyv, så efterlyser vi ham hos vores politipatruljer men også hos de vægtere, som er på hjul. På den måde får vi flere øjne til at søge efter ham, siger politiinspektør Michael Kristiansen.
Efterlysninger kan også dreje sig om savnede personer, f.eks. demente eller børn, eller andre hændelser, som politiet ønsker opmærksomhed på. Men indbrud i boliger og virksomheder ventes at blive et fælles omdrejningspunkt, hvor tip og oplysninger går begge veje.
- Ser en vægter mistænkelige personer eller køretøjer, kan han hurtigt gøre det til en fælles opgave for andre vægtere og politiet, siger Kasper Skov-Mikkelsen.
Samarbejdet mellem SikkerhedsBranchen og Københavns Vestegns Politi er et pilotprojekt under Rigspolitiet. Det skal evalueres ultimo 2012.
































