SecurityWorldMarket

27-10-2009

Ny vejledning om sikringsglas

Glasindustrien har igen udgivet en fyldestgørende vejledning på et specialområde. Vejledningen giver en gennemarbejdet oversigt de over vigtige emner, som indgår i beskrivelsen af valg og montering af sikringsglas. Formålet er at give vejledning, som er baseret på krav i standarder samt at beskrive metoder og principløsninger. Vejledningen slår også fast at korrekt valg af glas, øvrige materialer og rigtige konstruktionsprincipper er sammen med korrekt montering forudsætningerne for en tilfredsstillende funktion af sikringsglas.

Vejledningen behandler glas, som i kraft af sin opbygning og montage sikrer mod hærværk, indbrud og andre former for fysisk angreb. Vejledningen giver også råd angående udformning og valg af karm- og rammekonstruktion.
Med vejledningen følger flere bilag med uddybende oversigter. Hele vejledningen og 5 bilag kan ses på www.glasindustrien.org.

Sikring
Glas, som i kraft af sin opbygning og montage sikrer ved hærværk, indbrud og beskydning, skal benævnes som sikringsglas (jfr. engelsk security glass).
I daglig tale bruges begrebet sikkerhedsglas (jfr. engelsk safety glass) overordnet for flere forskellige ting, som forøget styrke, mindsket skade - risiko ved brækage, som der i Bygningsreglementets vejledning er redegjort for.
Sikringskravene kan variere meget, selv inden for den samme bygning, hvorfor det er vigtigt, at sikringskravene til de enkelte åbninger fastlægges endeligt allerede i projekteringsfasen.
For at fastlægge, hvilken type sikringsglas, der er aktuel i den specifikke situation, er der først og fremmest tre faktorer, som har afgørende indflydelse:
- Graden af sikring, som tilstræbes/ ønskes
- Forekommende angrebsmetode, kasteskyts, våben, o.l.
- Tilgængelig tidsforbrug for angrebet mod sikringsenheden

Sikringsglas
Glas klassificeres i tre sikringsklasser: mod hærværk, mod indbrud og mod skud. Derudover findes også en Europæisk glas-standard for eksplosion.
Hærdet glas kan i mange tilfælde give en god beskyttelse mod glasnedfald, trykbelastninger, termiske spændinger og hårdhændet behandling. Men det er ikke specielt uigennemtrængeligt for folk, som ved hvordan man skal gøre, og giver derfor utilstrækkelig sikring mod hærværk og indbrud. Når der stilles krav til sikringsklasse kræves der altid lamineret glas, hvor de enkelte glas i laminatet i enkelte tilfælde desuden kan være hærdet.

Valg af glastyper og montering
Ingen kæde er stærkere end det svageste led, dvs. glasset skal monteres på en sådan måde, at såvel dets eget som karm-/rammens sikringsegenskaber sikres. For at opfylde dette skal monterings - anvisningerne være tilpasset det angivne sikringskrav.
Vejledningen skal også bruges som grundlag for montøren til at opfylde Forsikring & Pensions: "Mekanisk indbrudssikring - kravspecifikation til brug for certificering af virksomheder".
Først når disse spørgsmål er besvaret af den sikringsansvarlige for projektet kan konstruktionens krav defineres.

Mærkning
Mærkning kan være flere ting:
-Produktmærkning iht standard
-CE-deklaration
-sikringsglasmærkning iht DS/EN 356 ell DS/EN 1063
-sikkerhedsglasmærkning iht DS/EN12600.
Produktmærkning af lamineret sikringsglas iht. DS/EN
4449 er frivillig.
CE-produktdeklaration iht. DS/EN 14449 er obligatorisk. Dvs. at karakteristika for de enkelte typer lamineret glas, og herunder lamineret sikringsglas, skal fremgå af en CE-produktdeklaration (papir eller elektronisk).
Mærkningen af lamineret sikringsglas iht DS/EN 356 og DS/EN 1063 er frivillig. Sikringsglas udføres dog ofte med en permanent mærkning på glasset, således at det tydeligt fremgår, hvilken sikringsklasse glasset og/eller ruden opfylder.
Generelt opfylder alle laminerede sikringsglas krav til personsikkerhedsglas iht. DS/EN 12600. Mærkning iht. DS/EN 12600 er frivillig.
Produktmærkning på glasset, samt CE-produktdeklara-tion, er obligatorisk for hærdet glas iht. DS/EN 12150, og for varmeforstærket glas iht. DS/EN 1863.

Produktmærkning
For lamineret glas og lamineret sikkerhedsglas er mærkning frivillig. Permanent produktmærkning er obligatorisk for hærdet Sikkerhedsglas.
Når der stilles krav til sikringsglas betyder det altid lamineret glas.
Jo tykkere glas og folie og jo flere lag, desto mere effektiv sikring.

Vejledningen er udarbejdet af diplomingeniør Carl Axel Lorentzen


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen