SecurityWorldMarket

22-05-2018

Nu skal Kolding videoovervåges

Inden for få uger sætter politiet overvågningskameraer op i Kolding midtby.

For bare et år siden fandt politiet det unødvendigt at sætte overvågningskameraer op i Kolding. Men en nylig stigning i voldsanmeldelser skaber grundlag for at søge penge og sætte overvågning op, siger chefpolitiinspektør.

I næste uge går politiet i gang med at afdække, hvor i Kolding det giver bedst mening at opsætte videoovervågning. Det fortæller borgmester Jørn Pedersen (V).

Torsdag blev han kontaktet af Jørgen Abrahamsen, politidirektør i Sydøstjyllands Politi, som fortalte, at politiet nu er klar til at sætte overvågningskameraer op i byen.

Baggrunden for den beslutning er, at der i forbindelse med sidste års finanslovsaftale blev afsat en millionpulje til politiet, som skal bruges til at videoovervåge områder, hvor der er særligt behov for en tryghedsskabende indsats. Kolding Kommune sendte sidste år en ansøgning om at få del i puljen.

Politiet kaster sig nu over arbejdet med at vurdere, hvor kameraerne kan skabe størst tryghed.

- Politiet går i gang i næste uge med at afdække, hvor kameraerne skal og kan sidde. Det er oplagt, at det er i minefeltet, hvor nattelivet primært er, siger Jørn Pedersen, som ikke vil blande sig i, hvor kameraerne skal sidde.

- Det ønske, jeg har, er, at politiet sammen med restauratørerne vurderer, hvor den største risiko er.



Leverandører
Tilbage til toppen