Danske Milestone Systems A/S kom ud af 2008 med en omsætning på 125,2 mio. kr., svarende til en stigning på 42 procent sammenlignet med 2007. EBITDA endte på 12,1 mio. kr. i 2008 sammenlignet med 19,4 mio. kr. året før, mens overskuddet i 2008 landede på minus 2,9 mio. kr. mod 6,3 mio. kr. i 2007.
"Vi er meget tilfredse med regnskabstallene for 2008; de lever fuldt op til vores forventninger og planer om fortsat at vokse. Samtidig har investeringen fra Index Ventures gjort det muligt for os at foretage satsninger fremover, som vil styrke vores position som markedsleder endnu mere," siger administrerende direktør Lars Thinggaard, Milestone Systems.
I 2008 fejrede Milestone Systems 10 års jubilæum og kunne se tilbage på et årti med stabil vækst. For første gang nogensinde åbnede Milestone Systems i 2008 dørene for en ekstern investor, Index Ventures, som tegnede aktier for 127,5 mio. kroner i Brøndby-virksomheden. I løbet af 2008 har virksomheden allerede foretaget investeringer i organisationen med fokus på åbningen af nye salgskontorer i udlandet samt udvikling af nye løsninger, forskning og partneraktiviteter.
06-05-2009