SecurityWorldMarket

11-10-2017

Mennesker er den største årsag til blinde ABA-alarmer

Beredskabet rykkede i 2016 ud til 15.358 blinde alarmer fra ABA-anlæg – det højeste antal nogensinde. Blinde alarmer tærer ikke bare på beredskabets ressourcer, de koster også anlægsejerne et gebyr for hver udrykning. Men faktisk er det ikke anlæggene, der genererer de mange alarmer, men derimod mennesker, ifølge Beredskabsstyrelsen.

Antallet af blinde alarmer fra ABA-anlæg er steget støt de sidste 10 år, og stigningen var på hele 12 % mellem 2015 og 2016. Mere positivt ser det ud hvis man ser på udviklingen af blinde alarmer pr. detektor. I 2007 var der hele 8 blinde alarmer pr. detektor, mens det tilsvarende tal for 2016 var 5,7.

Vil man som anlægsejer spare penge og besvær, skal man starte ved de mennesker, der kommer i bygningen. De blinde alarmer udløses oftest af menneskelig adfærd, og her er de to store syndere madlavning og håndværksarbejde. I beredskabernes statistik deles bygninger ind under anvendelseskategorier, og madlavning udløser især mange blinde alarmer på anvendelseskategorien for hospitaler, plejehjem og institutioner. Faktisk er mere end hver tredje af de blinde alarmer i denne kategori udløst af madlavning, svarende til i alt 1.739 blinde alarmer i 2016. Madlavning er også den største årsag i kategorierne for butikker/restauranter/forsamlingslokaler (16 %), for hoteller/kroer/vandrehjem (25 %) og for etageboliger/ungdomsboliger (28 %).

I industri og kontorer er håndværksarbejde til gengæld det største problem, mens madlavning og håndværksarbejde udløser næsten lige mange blinde alarmer i kategorien skoler/dagcentre. Derfra er der langt ned til den tredjehyppigste årsag, rygning, der kun står for ca. 6 % af de blinde alarmer. Herefter kommer støv, vand/fugt/damp/badning og fejltryk.

Alle tallene stammer fra Beredskabsstyrelsen, der har udgivet ”Analyse: Automatiske brandalarmanlæg.” Her fremgår det desuden, at reelle brande, der bliver detekteret af et ABA-anlæg, bliver gennemsnitligt mindre og sjældnere fører til brandspredning end øvrige brande. Selvom et ABA-anlæg kan medføre arbejde med grundig information til bygningens brugere, kan det altså i sidste ende blive forskellen på en mindre brand og en total nedbrænding.



Leverandører
Tilbage til toppen