SecurityWorldMarket

23-04-2018

Lindpro styrker sit brandsikringsområde

Lindpro styrker området inden for brandsikring og tilbyder nu komplette løsninger med automatiske gasdetekteringsanlæg – også kaldet AGA-anlæg.

Et automatisk gasdetekteringsanlæg kan både redde menneskeliv og reducere risikoen for skader på bygninger, produktionsudstyr eller afbrydelser i virksomhedens daglige drift. Lindpro, som er blandt de førende virksomheder i Danmark inden for brandtekniske løsninger, tilbyder nu AGA-anlæg for både stationære og transportable systemer til det professionelle marked.

- Det brandtekniske område er et af vores helt stærke kompetenceområder med mere end 30 års erfaring. Ved at tilbyde komplette AGA-anlæg opfylder vi nu vores mål om at kunne levere, installere og servicere hele paletten af automatiske anlæg på det brandtekniske område, forklarer Morten Sejersbøl Andersen, kompetenceansvarlig for brandteknik, Lindpro.

AGA-anlæg kan redde liv og værdier
Et AGA-anlæg er et automatisk detekteringsanlæg, som detekterer eksplosive gasser og væsker. Eksplosive gasser er uforudsigelige og kan eksplodere fra det ene sekund til det andet. Derfor er det ofte i myndigheders og forsikringsselskabers interesse, at en bygning, skole eller fabrik udstyres med et AGA-system. Et AGA-anlæg detekterer nemlig hurtigt, at der er noget galt, og advarer personer i bygningen samt alarmerer den korrekte beredskabsmyndighed.

- Vores vigtigste fokus i forhold til brandsikring er at redde menneskeliv og sikre værdier. Med tilføjelsen af AGA-systemer til Lindpros brede sortiment inden for brandteknik, kan vi nu tilbyde den komplette løsning ud fra enhver given brandstrategi. Vi kan integrere branddetektering med automatiske anlæg inden for brand (ABA), varsling (AVA), brandventilation (ABV), vandsprinkler (AVS), rumslukning (ARS) og branddørlukning (ABDL), uddyber Morten Sejersbøl Andersen.

Sikrer et godt arbejdsmiljø og reducerer eksplosionsfare
AGA-anlæg indgår ofte som et væsentligt led i bygningers totale brandsikring.

- I bygninger, hvor der er risiko for, at der kan opstå eksplosionsfarlige gasser og dampe, kan det være hensigtsmæssigt at integrere et AGA-anlæg med et ventilationsanlæg, således at gasdetekteringen kun starter, når der detekteres et behov, fremhæver Morten Sejersbøl Andersen.

Gasdetekteringsanlæg anvendes typisk i de områder, hvor der kan være fare for at udvikle eksplosionsfarlige gasser og dampe, f. eks. i ATEX zoner. Det kan f.eks. være benzinstationer, køleanlæg, fysiklokaler og laboratorier, produktionsfabrikker, parkeringskældre eller kloakker.

Lindpro er godkendt og certificeret af DBI (Dansk Brand og Sikringsteknisk Institut), til landsdækkende at levere, installere og servicere stationære, transportable og komplette AGA-løsninger efter DBI retningslinje 233.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen