SecurityWorldMarket

03-09-2013

Lemvigh-Müller prioriteret distributør af Avigilon

Lemvigh-Müller og den canadiske leverandør af ip-kameraløsninger, Avigilon, har pr. 1. september indgået et samarbejde om distributionen af kameraer, software og it-hardware på det danske marked. Samarbejdsaftalen indebærer, at Lemvigh-Müller bliver Avigilons prioriterede distributør i Danmark. Lemvigh-Müller oplyser, at Avigilons omsætning i andet kvartal af 2013 er vokset med hele 61 pct. i forhold til samme periode i 2012.
- Vi har valgt Lemvigh-Müller dels på grund af virksomhedens størrelse på det danske marked og dels på grund af deres høje krav til både kvalitet og uddannelse af medarbejdere. Vi stiller krav til vores distributører, og dem kan Lemvigh-Müller indfri. Vi har allerede sikret os, at de relevante medarbejdere hos Lemvigh-Müller er blevet Avigilon certificerede og uddannede i vores mange produkter, som alle er tilgængelige gennem Lemvigh-Müller, fortæller regional salgschef Thomas Fernström fra Avigilon.

Fra Lemvigh-Müllers side er der også glæde over det nye samarbejde, som der er store forventninger til:

- Avigilon tilbyder nogle kameraer med en særdeles høj opløsning fra 1-29 megapixels, og en af de store fordele er, at kunderne kan købe en samlet overvågningspakke fra en enkelt producent. Det vil sige, at de kan købe både kameraer, software og it-hardware til lagring af data fra Avigilon. Det er med til at sikre, at de enkelte enheder kan kommunikere sammen, og det er med til at lette både installationen og anvendelsen. I øvrigt er al software og datablade oversat til dansk, som også gør brugen nemmere for slutbrugeren. Desuden har Avigilons produkter den fordel, at man som kunde ikke bliver bundet af omkostninger til en årlig licens, da opdateringerne er inkluderede i prisen, fortæller salgschef John E. Christensen, Lemvigh-Müller.

Avigilon blev grundlagt i Canada i 2004 og er i dag en virksomhed med over 300 ansatte på verdensplan og med en markant vækstrate. I det seneste regnskab fremgår det, at Avigilons omsætning i andet kvartal af 2013 er vokset med hele 61 pct. i forhold til samme periode i 2012. Det sikrer dem en førsteplads på top 500 over virksomheder i Canada med den højeste vækst. Alle virksomhedens produkter bliver fremstillet i Canada.


Leverandører
Tilbage til toppen