SecurityWorldMarket

12-10-2016

Ingen målsætninger for brandområdet – men vores naboer kan godt

Selvom Danmarks første officielle forebyggelsesstrategi er på vej, har vi fortsat ingen målsætninger på brandområdet. Hvordan klarer vi os i en sammenligning med landene omkring os? SikkerhedsBranchen har set på sagen og bringer her en oversigt.

Norge

Målrettet arbejde: Stortinget i Norge (svarende til Folketinget i Danmark) vedtog i 2010 en omfattende målsætning for brandområdet.

Vision: At forhindre og reducere konsekvenserne af brand.
 
Konkrete mål:


Norge vil:

  • Have færre omkomne i brand – i sidste ende vil man helt undgå omkomne i brand
  • Undgå tab af uerstattelige kulturhistoriske værdier
  • Undgå brande, der lammer kritiske samfundsfunktioner
  • Styrke beredskabet og håndteringsevnen
  • Mindske tabet af materielle værdier
 
Sverige

Målrettet arbejde: Den svenske regering stillede i 2010 MSB (Myndigheten för Samhällsskydd och Beredskap, modsvarende Beredskabsstyrelsen i Danmark), opgaven at lave en national forebyggelsesstrategi for at nedbringe antallet af omkomne og tilskadekomne i brand.

Vision: "Ingen skal omkomme eller komme alvorligt til skade som følge af brand."

Konkrete mål:
  • Antallet af omkomne og svært tilskadekomne ved brand i privathjem skal mindskes med mindst en tredjedel før år 2020.
  • Den enkeltes bevidsthed om faren for brand og hvordan man skal agere i tilfælde af brand skal øges.
  • Mængden af fungerende røgalarmer og brandsikringsudstyr i privathjem skal øges.

Danmark

Målrettet arbejde:
Et bredt flertal i Folketinget besluttede i 2012, at der skulle udarbejdes en national forebyggelsesstrategi inden udgangen af 2014. Arbejdet blev sat i gang i december 2015. Det endelige resultat foreligger endnu ikke.

Vision: Danmark har ingen vision, retning eller overordnet målsætning for at sikre Danmarks brandsikkerhed – hverken i private hjem eller i erhverv.

Konkrete mål: Ingen.



Storbritannien

Målrettet arbejde: Storbritannien har gennem en årrække arbejdet målrettet med at nedbringe antallet af omkomne i brand. Det har blandt andet betydet, at antallet af omkomne i brand i privathjem er reduceret med 72 % siden 1980'erne.

Konkrete mål: Er forskellige for de enkelte lande (England, Skotland, Wales og Nordirland). Allerede i 1999 besluttede England at antallet af omkomne i brand skulle reduceres med 20 % frem til 2010, og at intet lokalt beredskab i marts 2010 måtte have en branddødsrate på mere end 1,25 gange det nationale gennemsnit. Siden har landene løbende opdateret de fælles, overordnede målsætninger



Leverandører
Tilbage til toppen