SecurityWorldMarket

14-10-2018

Indsats har forbedret brandventilationsanlæg

Danske brandventilationsanlæg er blevet bedre og mere sikre, efter at branchen har fået et kompetenceløft. Som noget nyt stilles der nu krav om, at installatører og leverandører af brandventilationsanlæg skal certificeres, og det har gavnet hele branchen, mener Torben Christensen, der er adm. direktør i Unilite Solutions og ABV teknik, som installerer og rådgiver om brandventilationsanlæg.

- Tidligere manglede der viden hos både installatører og rådgivere. F.eks. kan vi i dag se, at der var komponenter, som ofte blev monteret forkert, fordi der ganske enkelt ikke var tilstrækkelig erfaring på området. Den slags sker ikke mere, for niveauet er blevet hævet hele vejen rundt, siger Torben Christensen.

Og nu, hvor akkrediteret funktionsprøvning og kontrol af brandventilationsanlæg er blevet en del af Bygningsreglementet 2018, kan branchen se frem til endnu en forbedring.

Resultat af flere års indsats

Brandventilationsanlæg blev skrevet ind i DBI’s Retningslinjer i 2013, og siden har DBI arbejdet for at uddanne og certificere installatører og leverandører. DBI’s direktør for Infrastruktur & Kvalitet, Anders Frost-Jensen, er derfor meget glad for de positive tilbagemeldinger fra Unitite og flere andre i branchen.

- Der har før været inspektionsfrihed på brandventilationsområdet, hvilket gjorde, at kun få benyttede sig af DBI’s akkrediterede inspektion af anlæggene. Så for at give branchen et fagligt løft og skabe et bedre fundament for korrekt installation af brandventilationsanlæg etablerede vi en certificeringsordning for installatører og virksomheder, som vi også har det for andre typer af brandsikringsanlæg, fortæller Anders Frost-Jensen og fortsætter:

- Det betyder, at vi i dag har en gruppe installatører og virksomheder, som lever op til DBI’s retningslinjer og dermed sikrer et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau på området, siger han.

Den øgede fokus på kvaliteten af brandventilationsanlæg har desuden ført til, at også flere myndigheder nu stiller krav til anlæggene.

Kilde: DBI



Leverandører
Tilbage til toppen