SecurityWorldMarket

20-04-2020

Indbrud i beboelser på laveste niveau i 25 år

Antallet af anmeldte indbrud i beboelser fortsætter med at falde og er på det hidtil laveste niveau, siden Danmarks Statistik begyndte at sæsonkorrigere anmeldelses-statistikken i 1995.

Antallet af anmeldte indbrud i beboelser fortsætter med at falde og er nu på det hidtil laveste niveau, siden Danmarks Statistik begyndte at sæsonkorrigere anmeldelses-statistikken i 1995. "Beboelser" dækker over villaer o.l., landejendomme, lejligheder og værelser.

I årets første kvartal blev der anmeldt 5.535 indbrud i beboelser, svarende til et fald på 3,6 pct. i forhold til forrige kvartal. Den mindre stigning i anmeldte indbrud i starten af 2018 kan formentlig forklares af indbrudsparagraffen (§ 276a), som trådte i kraft 1. januar. Indførelsen af den nye paragraf betyder i praksis, at en række anmeldelser, der tidligere blev registeret som tyveri, nu registreres som indbrud. Til trods for dette har antallet sidenhen igen været faldende. I modsætning hertil, steg antallet af anmeldte indbrud i forretning, virksomhed mv. og indbrud i ubeboede bebyggelser i første kvartal hhv. 9,4 pct. og 8,6 pct. sammenlignet med kvartalet før, når der er korrigeret for sæsonudsving.

Færre indbrud muligvis grundet coronakrisen

Det lave antal af anmeldte indbrud i beboelser hænger ifølge Danmarks Statistik muligvis sammen med, at det er blevet sværere for indbrudstyvene at begå indbrud, når folk holder sig hjemme efter nedlukningen af Danmark som følge af covid-19. Andelen af anmeldelser vedrørende indbrud i beboelser begået fra 12 marts og måneden ud udgjorde 10,1 pct. af det samlede antal registrerede anmeldelser i første kvartal af 2020. Ved sammenligning med samme periode i 2019 var den tilsvarende andel i første kvartal af 2019 på 14,3 pct.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen