Datatilsynet besluttede i 2018 – på baggrund af et fælles tilsynsinitiativ mellem datatilsynene i de nordiske lande – at føre tilsyn med, om offentlige myndigheder og en række private virksomheder senest den 25. maj 2018 havde udpeget en databeskyttelsesrådgiver og meddelt dennes kontaktoplysninger til Datatilsynet.
Databeskyttelsesrådgiverens funktion er bl.a. at rådgive den dataansvarlige myndighed eller virksomhed om de databeskyttelsesretlige regler og understøtte en god databeskyttelse hos den dataansvarlige. Databeskyttelsesrådgiveren er kontaktled til og skal samarbejde med Datatilsynet angående alle spørgsmål om behandling af personoplysninger.
På baggrund af tilsynene har Datatilsynet udtalt alvorlig kritik af to private virksomheder, som ikke havde en databeskyttelsesrådgiver senest den 25. maj 2018. Desuden er der udtalt kritik af 31 kommuner, to ministerier og fire private virksomheder, som havde en databeskyttelsesrådgiver senest den 25. maj 2018, men som ikke havde meddelt rådgiverens kontaktoplysninger til Datatilsynet.


















