SecurityWorldMarket

27-01-2017

Hver tredje installatør får karakter på nettet

Henrik Carøe Gjellebøl, udviklingschef hos Tekniq.

Én ud af tre danske installationsvirksomheder er blevet anmeldt af kunder på nettet, og tendensen forventes at stige de kommende år, vurderer ekspert. Det oplyser installatørernes organisation Tekniq.

Den digitale virkelighed har for alvor fået fat i de danske virksomheder. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at to ud af tre virksomheder i dag er på de sociale medier, og samtidig vælger et stigende antal kunder at tjekke anmeldelser på nettet, inden de hyrer en håndværker.

Anmelderkulturen spreder sig i øjeblikket til blandt andet installationsbranchen, hvor en tredjedel af el- og vvs-virksomhederne har oplevet at blive anmeldt på sider som Trustpilot, anmaeld-haandvaerker.dk eller via Facebook. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Tekniq.

”Det understreger, hvor vigtigt det er, at forventningsafstemningen mellem installatør og kunde er på plads, før arbejdet går i gang, så man undgår at selv mindre uoverensstemmelser ender som en dårlig anmeldelse på nettet,” siger Henrik Carøe Gjellebøl, der er udviklingschef hos Tekniq.

En stigende tendens
Ifølge Trine-Maria Kristensen, der er selvstændig rådgiver og ekspert i brugen af sociale medier, vil endnu flere virksomheder formentlig opleve at få karakterer på nettet de kommende år.

”Internettet er blevet socialt, og vi stopper ikke med at kommunikere på nettet, så antallet af online-anmeldelser og kommentarer vil stige yderligere.”

Hun vurderer, at når det endnu ”kun” er en tredjedel af installatørerne, der er blevet anmeldt af kunderne på nettet, så skyldes det, at der endnu ikke er én stor spiller, som har sat sig på markedet for anmeldelser af håndværkerfirmaer.

”Trustpilot forsøger at få fat i markedet, men bliver ikke taget seriøst af alle. Det skyldes blandt andet afsløringer i pressen om, at man kan betale for at få slettet dårlige anmeldelser. Det er dog en god idé at holde øje med udviklingen, for hvis det lykkedes en onlinevirksomhed at skabe dét site, alle besøger, inden de ringer efter håndværkshjælp, så bliver gode kundeanmeldelser pludselig et meget vigtigt konkurrenceparameter,” konstaterer Trine Maria-Kristensen.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen