SecurityWorldMarket

05-12-2008

Hele SikkerhedsBranchen er ISO 9001 certificeret i 2010

I samarbejde med Dansk Standard Certificering tilbyder SikkerhedsBranchen sine medlemmer og andre seriøse sikringsvirksomheder at blive certificerede på deres respektive fagområder. Målet er, at hele den seriøse del af branchen skal være certificeret inden udgangen af 2010.

Allerede nu er der mulighed for at vælge en ISO 9001 certificeret installatør, når virksomheden skal have installeret videoovervågning, alarmer, mekanisk sikring (låse, gitre, sikringsdøre m.v.). Det samme gælder, når man har brug for de forskellige former for vagtydelser.
Bert Thomsen, ledende auditor i SikkerhedsBranchen, siger: "Vi skal nok nå målet. Vi tilbyder allerede certificering på fem af de vigtigste fagområder. I første halvår 2009 følger ordninger for virksomheder, der arbejder med adgangskontrol, for distributører af sikringsudstyr og for rådgivere. Endvidere arbejder vi med en udvidelse af ordningen for mekanisk sikring, så perimetersikring (hegn, porte, pullerter) og mærkning kommer med".
Bent Schwartzbach, formand for SikkerhedsBranchens ITV-udvalg og medindehaver af den certificerede virksomhed AC-Sikring, siger:
"Det er vigtigt, at kunderne er opmærksomme på, at der er to slags firmaer på sikringsmarkedet. Der er dem, der skal levere fuld dokumentation på det installerede anlæg, dem der skal kunne vejlede kunden, dem der skal uddanne og efteruddanne deres ansatte og i det hele taget skal arbejde efter den kravspecifikation, som Forsikringsselskaberne, SikkerhedsBranchen m.fl. har sat op. På den anden side er der dem, der ikke skal leve op til noget. Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge".




Leverandører
Tilbage til toppen