SecurityWorldMarket

02-07-2017

Hackere kan lukke Danmark

Hackere kan lukke Danmark, skriver Ekstra Bladet.

Truslen mod den danske infrastruktur er vokset hurtigere end frygtet. - Vi vidste godt, det kunne ske. Men vi havde ikke set, at det ville komme så hurtigt, siger chefen for Center for Cybersikkerhed til Ekstra Bladet.

Sådan lyder analysen hos chefen for Center for Cybersikkerhed, efter at verden og Danmark på kort tid er blevet ramt af to alvorlige cyberangreb:

- Vi har altid kendt til den almindelige ransomware, hvor der presses penge af virksomheder og privatpersoner, siger Thomas Lund-Sørensen i et interview med Ekstra Bladet.

- Nu ser vi angreb, der rammer meget bredt, og som spreder sig globalt eller på måder, det kan være svært at beskytte sig imod.

13. maj udsendte Center for Cybersikkerhed en advarsel om den såkaldte WannaCryvirus, der udnyttede et sikkerhedshul i Windows' computere og låste filerne. I den forgangne uge ramte så en mere destruktiv virus med navnet Petya på samme måde pc'ere hos blandt andet det danske rederi Mærsk.

Modsat det første angreb var målet dog ikke penge, men alene at ødelægge filerne.

- Det er en ny virkelighed, hvor man tager nogle redskaber og bruger dem som skadelige våben mod vores infrastruktur, forklarer Thomas Lund-Sørensen.

Selv om Danmark i begge angreb har været ' tilfældige ofre' og ikke det direkte mål, ser efterretningschefen med stor alvor på udviklingen.

- I Center for Cybersikkerhed har vi tidligere betragtet risikoen for et destruktivt angreb som begrænset. Vi kunne ikke se, at nogen havde et motiv for at rette sådan et angreb mod Danmark. Sådan opfatter vi det stadig, men vi må også konstatere, at risikoen for destruktive angreb er rykket meget tættere på os. Også tættere end vi tidligere vurderede.

- Risikoen for, at vi kan få ødelagt digitale systemer, er derfor blevet markant større.

Man kan sige, at cyberangrebene er gået et gear op.

Derfor skal vi nu kigge på vores trusselvurderinger, og hvordan vi ligger i forhold til dem.

Thomas Lund-Sørensen er trods den øgede risiko for et ødelæggende cyberangreb fortrøstningsfuld. Danske virksomheder og myndigheder er nemlig på rette vej med deres it-sikkerhed, mener han.

- Danmark er isoleret set relativt godt forberedt. Det første angreb, WannyCry, ramte for eksempel ikke kritiske funktioner. Det viser mig, at vi har en god it-kultur, hvor systemer holdes opdaterede.

Kilde: Ekstra Bladet


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen