SecurityWorldMarket

19-02-2010

Øget sikkerhedsbevidsthed og kickstart på det ny årti

Så har vi taget skridtet ind i et nyt decennium. Sikkerhedsmæssigt blev millenniets første årti ikke mindst præget af 11. september 2001 og af terroristbekæmpelse, som blev startskuddet til satsningen på Homeland Security i USA og anselige sikkerhedsinvesteringer - ikke mindst i lufthavne - verden over.

I Skandinavien var 9/11 naturligvis også en begivenhed, der bidrog til at placere sikkerheden højt på agendaen i mange sammenhænge. Terrortruslerne blev i Danmark aktualiseret i forbindelse med publiceringen af de danske Muhammed-tegninger i medierne, mens den stærkeste enkeltbegivenhed i Sverige nok var mordet på udenrigsminister Anna Lind, som stærkt bidrog til, at sikkerhed i Sverige har fået en betydeligt højere samfundsmæssig prioritet.
Desværre er behovet for sikkerhed i al almindelighed også drevet frem af en galopperende kriminalitet. Den organiserede kriminalitet fandt en niche med værditransportrøverier, som især i Sverige var stort problem i den første halvdel af årtiet, hvor store penge kunne hentes uden de helt store anstrengelser. Da de svenske pengeinstitutter strammede op på rutinerne, begyndte de organiserede bander i stedet at rette blikket mod Danmark.
Også antallet af butiksrøverier i Danmark er steget, ligesom vandalisering af skoler og andre offentlig institutioner. De seneste år er også indbrud og hjemmerøverier steget. Sikkerhed er dermed blevet tvunget op på prioritetslisten i såvel den private som offentlige sektor samt i den private husholdning.
Det første decennium i 2000-tallet var dog ikke kun præget af terrorisme og øget kriminalitet. På positivsiden kan nævnes, at teknikudviklingen er kommet godt op i gear, og at teknologiskiftet fra analog til digital har dannet grobund for stadig flere fleksible og skalerbare overvågningsløsninger. Netværkskameraernes fremgange i markedet hænger naturligvis også sammen med mulighederne for en stadig bedre billedkvalitet (Megapixel- og HD-kameraer). Med en stadig større efterspørgsel efter videoanalyse i kameraovervågningssystemet samt et mere og mere tjensteorienteret sikkerhedsmarked, hvor kunden bliver debiteret for sin udnyttelse af tjenesteydelserne snarere end af produkternes hard- og software, kan vi forvente os en fortsat stærk væksttrend for netværksbaserede sikkerhedsprodukter. Denne udvikling gælder især for Skandinavien, hvor det elektroniske sikkerhedsmarked absolut er på forkant, både hvad angår teknikudnyttelse hos slutbrugerne og den tekniske udvikling hos producenterne. Med verdensledende udviklere på netværkskameraområdet som Milestone Systems og Axis er det skandinaviske marked unikt - ikke mindst den lille befolkning taget i betragtning.
På den baggrund er det måske ikke så mærkeligt, at det første termiske netværkskamera til overvågningsapplikationer kommer fra netop Axis. Endnu en gang er det lykkedes den skånske virksomhed at lancere et "Worlds first-produkt" på sikkerhedsmarkedet. Varmekameraer bruges stadig oftere i forskellige sikkerhedsapplikationer for at detektere og advare om uønskede hændelser, men på grund af relativt høje priser har de haft en begrænset volumen. Med Axis' nye kamera og det betydeligt lavere prisbillede øges tilgængeligheden betragteligt. Denne unikke produktlancering er en særdeles god start på det ny årti.



Leverandører
Tilbage til toppen