SecurityWorldMarket

16-12-2019

Falck dømt til at betale 30 millioner i bøde

Administrerende direktør i Falck, Jakob Riis, siger: “Falck handlede i 2014-15 på en måde, der var uacceptabel, og som vi aldrig kommer til at gentage.

Tidligere i år accepterede Falck en afgørelse fra Konkurrencerådet om, at virksomheden brød konkurrencelovgivningen for fem år siden i forbindelse med overdragelsen af en ambulancekontrakt i Region Syddanmark til en konkurrerende ambulancevirksomhed. I fredags udmålte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt Bagmandspolitiet bødestørrelsen til 30 mio. kr. Falck betaler bøden.

Udgangspunktet for udmålingen af bødestørrelsen var fra 20-1.300 mio. kr. under de nye skærpede konkurrenceregler.

Myndighederne har i deres vurdering af bødestørrelsen lagt vægt på, at Falck har samarbejdet med myndighederne, og at Falck har betalt erstatningsbeløb til Region Syddanmark, ambulanceselskabet BIOS’ hollandske moderselskab og BIOS’ danske konkursbo, der inkluderer omkring 500 kreditorer.

Falck indgik i juni 2019 et forlig med sagens parter og betalte dengang 152,5 mio. kr. for de impliceredes tab.

Administrerende direktør i Falck, Jakob Riis, siger:

“Falck handlede i 2014-15 på en måde, der var uacceptabel, og som vi aldrig kommer til at gentage. Vi har siden arbejdet for, at noget lignende aldrig kan gentage sig, og vi har betalt for de tab, som sagens parter har lidt. Som virksomhed har vi betalt dyre lærepenge for en gammel sag, som aldrig skulle være sket.

Vi lever i Falck af vores kunders og brugeres tillid. Ikke kun tillid til, at vi altid rykker ud, når der er brug for os, men også tillid til ordentlighed i alt, hvad vi foretager os. Myndighedernes udmåling af bødestørrelsen afslutter sagen formelt. For Falck vil det altid være en påmindelse om, hvad vi aldrig gør igen.”



Leverandører
Tilbage til toppen