SecurityWorldMarket

11-12-2012

En helbredsattest fra sikkerhedsbranchen

Lennart Alexandrie, AR Media International

Trods lavkonjunktur dokumenterede årets Sectech endnu en gang den private sikkerhedsbranches vitalitet. Der var med andre ord stor interesse for de sikringsvirksomheder, som havde valgt at udstille på Scandic Copenhagen Hotel i København. Et rekordstort antal besøgende kom til den udsolgte messe, og optimismen for fremtiden var både markant og meget befriende. Lavkonjunkturen spøger stadig, men betingelserne ser alligevel ud til at være til stede for en fortsat vækst med hensyn til markedet for elektronisk sikkerhed.

Sikkerhedsbranchens tekniske sektor har nemlig rigtig gode kort på hånden. For eksempel teknik med fjernovervågning, som i mange tilfælde kan erstatte stationære eller runderende vagter og dermed bidrage til en mere omkostningseffektiv sikkerhed. Intelligent videoanalyse tilbyder desuden præventiv sikkerhed, da teknikken gør kamerasystemet proaktivt, så der kan træffes foranstaltninger, allerede når en person bevæger sig i en bestemt retning eller opholder sig i et bestemt område. Netværkskameraer, som leverer HDTV-billeder, giver endvidere politiet aldeles fortræffelige muligheder for at kunne identificere eventuelle gerningsmænd.

Den mest markante udvikling har vi set inden for videoovervågning, men vi ser nu også, at der sker meget på området id- og adgangskontrol - fx multifunktionelle kort, som kan bruges til mange forskellige slags adgang, men ligesom inden for videoovervågning bliver også brugen af smartphones et stærkt komplement. For den, der håndterer kamerasystemer, bruges telefonen naturligvis især som mobil monitor, og i adgangskontrolapplikationer bruges den især som kodebærer. Alt dette kunne man se eksempler på i løbet af Sectech-dagene.

At sikkerhedsbranchens tekniske sektor nu også i stadig større udstrækning begynder at lancere cloud-baserede tjenestekoncepter bekræfter også, at sikkerhed nu også er en subsektor inden for IT-branchen. De store selskaber driver udviklingen fremad i et stadig hurtigere tempo. På Sectech kunne for eksempel både Bosch og ADI fremvise eksempler på, hvordan cloud-tjenester kan tillempes i sikkerhedsapplikationer.

Den danske sikkerhedsbranche lever, og sikkerhed vækker stadig større interesse! Det vidner ikke kun Setechs stigende besøgstal om, men også den medieinteresse, der efterhånden er kommet for arrangementet. Sectech, som trods alt er et ret lille arrangement, har fået medieomtale i Børsen, Installatør Horisont, Jern- og Maskinindustrien, Maritime Danmark og Søfart - og muligvis flere. Omverden vil ganske enkelt vide mere om sikkerhed, og med den teknologiske udvikling bliver sikkerhedsbranchen stadig mere spændende og tilgængelig for flere og flere.

Den teknik-intensive sikkerhedsbranche har brug for at præsentere sig selv hvert år. Sectech er et succes-koncept, men også det større arrangement - Security User Expo - som finder sted i september næste år, er vigtigt. Her kan branchen ses i sin helhed, da hele spektret af sikkerhedsvirksomheder kan deltage, og ikke kun produktleverandører inden for elektronisk sikkerhed. Det bliver en manifestation, som styrker hele den brede sikkerhedsbranche. Med årets Sectech i frisk erindring glæder vi os til dette arrangement, som finder sted i Carlsbergs TAP 1 i Valby den 17. - 19. september.

Sectech viste sikkerhedsbranchens vitalitet, selv om tiderne er barske. Med Security User Expo håber vi, at branchen vil levere yderligere en helbredsattest, og at stadig flere indser, at kloge investeringer i moderne sikkerhedsløsninger resulterer i bedre driftsøkonomi og lønsomhed.



Leverandører
Tilbage til toppen