SecurityWorldMarket

24-02-2015

EET købt af FSN Capital for 1,2 milliarder

Den danske IT-produktdistributør EET, som blandt andet sælger netværkskameraer til sikkerhedsapplikationer, købes nu af FSN Capital for 1,2 mia. DKK. Det skriver Berlingskes netavis.

Sælger er den svenske kapitalfond Alipes, som ejes af IKEA-virksomheden Inter Ikea Investments. Fonden har hidtil haft 75 procent af aktierne, mens virksomhedsledelsen har haft de resterende 25 procent.

FSN oplyser til Berlingske, at de tror, de kan fordoble indtjeningen i løbet af fem år. Det skal ske via organisk vækst og virksomhedsopkøb i hele Europa, siger Thomas Broe-Andersen, partner i FSN, ifølge Berlingske.

Egentlig var det planen, at EET skulle børsintroduceres i løbet af 2015. Alipes og EET var så langt i børsforberedelserne, at de i slutningen af 2014 holdt analytikerpræsentationer og møder med potentielle institutionelle investorer. Børsdrømmen døde, da OW Bunker gik konkurs efter 7 måneder på Børsen. Blandt de institutionelle investorer var blandt andre ATP, PFA, AP Pension, DIP, Industriens Pension, JOEP, Maj Invest, PensionDenmark og SEB. For EET blev en børsintroduktion for usikker til at følge i kølvandet på en af de største børsskandaler i Danmark. Dermed åbnedes vejen for FSN til at opkøbe selskabet.

I sikkerhedsbranchen forbindes EET især med salg af kameraprodukter af fabrikater som Axis, Sony, Canon, Ernitec og Acti.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen