11-01-2014
Desværre: Dine data blev ikke mere sikre i 2013
Det er der mange, som ikke ved. Ifølge en undersøgelse fra Ibas Kroll Ontrack fra 2012. 48 procent ser ingen risiko ved at bruge flash-diske, og kun 31 procent er opmærksomme på, at den kryptering, der bruges, gør det svært at genskabe data, når uheldet er ude.
SSD´er er for tiden et attraktivt valg for mange frem for traditionelle harddiske. Det skyldes, at prisen på SSD-enheder er faldet i 2013, så en disk med kapacitet på 240 gigabyte kan købes for omkring 1.500-2.000 kr. Desuden bruger SSD´en flash-teknologi, der i mange tilfælde er hurtigere end HHD, som bruger lang tid på at diskens skrivehoved flytter sig rundt på pladen for at hente data.
En af forklaringerne på, at data på en SSD er svære at genskabe, er, at informationerne ikke lagres i samme områder på chippen og derfor er svære at finde. Desuden kan krypteringen i nogle tilfælde være umulig at bryde.
”Der findes flere end 100 forskellige producenter af SSD-enheder, som alle er forskellige, og det gør det sværere at bruge de samme metoder til genskabelse. Men Ibas samarbejder løbende med producenterne om, hvordan data lettest genskabes, så det er sjældent helt umuligt. Nogle SSD´er bruger desuden krypteringsformen SED, som kun producenten kender master key´en til. Hvis drevet går i stykker er det ikke muligt at genskabe data,” siger Henrik Andersen, landechef, Ibas Danmark.
Ibas Kroll Ontracks undersøgelse tyder desuden på, at flash-diske går i stykker lige så ofte som harddiske.
”Vi ser lige så mange defekter med SSD som med traditionelle harddiske, selvom flash-enhederne hverken indeholder mekaniske eller roterende dele. Desuden holder SSD´er ikke længere end traditionelle harddiske,” siger Henrik Andersen, landechef, Ibas Danmark.
Sådan sikrer du dig bedst muligt
Hvis uheldet er ude, og SSD´en går i stykker, er det vigtigt, at overveje, hvordan data skal genskabes. Nogle forsøger selv at løse problemet med genskabelses-software, mens andre henvender sig til fagpersoner.
”I 2013 oplevede vi en stigning i brugen af software til genskabelse af data. Det kan i nogle tilfælde være den rigtige løsning, men vi har desværre set, at nogle kommer til at slette data på den måde. Hvis der er sket fysisk skade på et drev er det vigtigt, at strømmen slås fra, og drevet bliver indleveret til fagpersoner, siger Henrik Andersen, landechef, Ibas Danmark.
”Mit bedste råd vil være at tage hyppig backup af kritiske data, for lige meget hvor sikker og god teknologien er, så vil der altid opstå datatab. Der findes to typer af computerbrugere: Dem, der har oplevet datatab, og så er der dem der kommer til at opleve datatab,” siger Henrik Andersen, landechef, Ibas Danmark.


































