SecurityWorldMarket

05-01-2011

Der sælges årligt 50.000 overvågningskameraer i Danmark

Hvert år sælges der omkring 50.000 overvågningskameraer i Danmark, viser en opgørelse fra SikkerhedsBranchen. I 2009 blev der solgt knap 49.000 overvågningskameraer, lidt færre end i 2008, hvor der blev solgt 51.000. Den økonomiske krise begrænsede salget, mens boligselskabernes muligheder for at overvåge havde en positiv indvirkning på salget.
”Vi ved fra tidligere ændringer af loven om tv-overvågning, at en udvidelse af mulighederne for overvågning er flere år om at trænge igennem på markedet. Det gælder også denne gang, men vi mærker en tydelig interesse fra boligselskaber og kommuner,” siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen, SikkerhedsBranchen.

Medvirkende til det lille fald i antallet af solgte overvågningskameraer er også, at salget af de såkaldte megapixel-kameraer steg kraftigt fra 2008 til 2009. Disse kameraer kan dække større områder end de ældre typer, så derfor skal der ikke opsættes så mange kameraer for at få en effektiv overvågning.

Omsætningen i branchen steg med 11 procent til 507 millioner kroner. Tallet omfatter nyinstallationer, reparationer og udskiftninger, men ikke servicekontrakter.

SikkerhedsBranchen har indsamlet tallene hos sine medlemmer, og der er efterfølgende sket en bearbejdning, så statistikken omfatter hele markedet. Med i tallene er dog ikke de billige anlæg, som købes i byggemarkeder, og som mest bruges i køberens private bolig.

Det totale antal overvågningskameraer i Danmark kendes ikke, men SikkerhedsBranchen anslår, at der er godt 350.000.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen