SecurityWorldMarket

06-12-2017

Danskernes webkameraer er åbne for hackere

Tre ud fire danskere har ikke dækket deres kamera på computeren til, viser en undersøgelse foretaget for Ingeniørforeningen, IDA.

Tre ud fire danskere har ikke dækket deres kamera på computeren til, viser en undersøgelse foretaget for Ingeniørforeningen, IDA. Kun lidt over hver femte dansker dækker deres kamera på computeren til, og det giver hackere let spil til at skaffe sig adgang, og i værste fald kan de få adgang til billeder af dig i en situation, som du nødigt vil dele med andre. Det skriver Elektronikfokus.dk

Derfor undrer det IDAs ekspert i it-sikkerhed Jørn Guldberg, at så mange danskere ser stort på sikkerheden omkring deres privatliv.

- Langt de fleste danskere låser deres hoveddør, når de forlader hjemmet, og samme tilgang burde de have til kameraerne på deres elektronik. Det er i dag muligt for hackere på et meget lavt niveau, at få adgang til et stort antal computere, for derefter overvåge folk. Det kan ske ved phishing eller falske hjemmesider, hvor folk uforvarende kommer til at falde i fælden, siger han og understreger, at kameraer på smartphones og nye fjernsyn også kan overtages af andre.

Et lille klistermærke koster ikke noget, og ellers kan man investere 30-40 kroner i en C-Slide, der er et lille plastikpanel der klæbes på, og kan skydes frem og tilbage for at åbne og lukke dit webcam.

Kilde: Elektronikfokus.dk



Leverandører
Tilbage til toppen