SecurityWorldMarket

30-07-2012

Danske SER Hegn får tysk import-agentur

SER Hegn, der er Danmarks største virksomhed inden for perimetersikring, herunder opsætning og reparation af industrihegn og porte, har netop indgået en aftale med tyske Zabag Security Engineering GMBH. Aftalen går ud på, at SER Hegn skal forestå importen af firmaets produkter i Danmark.
- Zabag har ry for at lave de bedste sikkerhedsporte, bedste foldeporte og ikke mindst de største skydeporte overhovedet, og derfor er det rigtig godt for os, at vi har landet denne aftale. Det giver os mulighed for at tilbyde et kvalitetsprodukt, som passer rigtigt godt ind i den produktpalette, som vi i forvejen tilbyder, fortæller Henrik Hallenberg Rasmussen, der er administrerende direktør i SER Hegn.

Det danske firma monterer i forvejen sikkerhedshegn fra hollandske Heras, og nu bliver det også muligt at tilbyde højsikkerhedsløsninger. Zabag har 22 års erfaring med at producere bomanlæg, rotationslåger og sikkerhedsporte, der hindrer uønsket adgang.

- Der er naturligvis en række forskellige niveauer, når det handler om, hvor sikker en port skal være. Og Zabag giver os mulighed for at komme op på det højeste niveau, som svarer til eksempelvis K12, pointerer den danske direktør.
En sikkerhedsport på K12-niveau skal blandt andet kunne klare en påkørsel fra en 18 ton tung lastbil, der kommer bragende med 70 kilometer i timen.

Tyske Zabag har også valgt SER Hegn til installation af sine produkter ude i verden. Virksomheden har en lang række produkter i sit sortiment, der på glimrende vis supplerer de forskellige typer hegn, som SER Hegn i forvejen tilbyder over for sine kunder.

- Vi er selvfølgelig utrolig stolte over, at et yderst velrenommeret firma som Zabag har valgt os som samarbejdspartner og importør i Danmark. Det er lidt af en blåstempling af vores virksomhed, påpeger Henrik Hallenberg Rasmussen.

I forvejen har SER Hegn en importaftale med hollandske Heras, der er en af verdens største hegns-producenter.

- Det er også lidt unikt, for i alle andre lande er det Heras selv, der ejer importøren. Men vi har altså haft succes med at gøre tingene på vores måde, fortæller direktøren, der forventer et stigende behov for sikkerhedsporte i stil med ambassade-løsningerne.

SER Hegn er grundlagt i Børkop ved Vejle tilbage i 1990 af Svend Erik Rasmussen. Virksomheden er i dag landets største virksomhed af sin art med afdelinger i ølstykke og Ruds Vedby på Sjælland, Børkop i Jylland samt Bogense på Fyn. SER Hegn beskæftiger små 50 mand og er siden 2005 vokset med cirka 30 procent hvert år. SER Hegn omsatte i 2011 for ca. 70 millioner kroner.


Leverandører
Tilbage til toppen