SecurityWorldMarket

07-02-2017

Danmarks nye nationale forebyggelsesstrategi får drøje hug fra SikkerhedsBranchen

- Det mest tåbelige er næsten, at der allerede inden Beredskabsstyrelsens arbejde forelå en langt bedre strategi, SikkerhedsBranchens direktør Kasper Skov-Mikkelsen.

- Dette er ikke en strategi – det er et alibi, som forsvarsministeren og hans underordnede kan holde op foran sig, hver gang de bliver kritiseret for ikke at gøre nok for borgernes brandsikkerhed, kommenterer SikkerhedsBranchens direktør Kasper Skov-Mikkelsen.

SikkerhedsBranchen har forkastet den nationale forebyggelsesstrategi, som blev fremlagt den 2. februar 2017. Den skal ellers medvirke til, at ”det danske samfund bliver mere robust og modstandsdygtigt”. Strategien er udarbejdet i samarbejde med en række myndigheder og organisationer, som har deltaget i en arbejdsgruppe. Herudover har en bredere kreds af myndigheder, organisationer, foreninger m.v. været repræsenteret i en følgegruppe, som har haft lejlighed til at kommentere strategien og har haft strategien i høring.

Folketinget bestilte strategien helt tilbage i 2012. Var den så ventetiden værd? Desværre ikke, mener SikkerhedsBranchen, hvis direktør Kasper Skov-Mikkelsen er dybt skuffet:

- Kernen i strategien er, at borgeren skal passe på sig selv og lade være med at omkomme eller komme til skade i brand eller ved andre ulykker. Jeg bliver nødt til at stille det oplagte, men flabede spørgsmål: Hvis borgeren er i stand til det, hvorfor gør han det så ikke allerede? Realiteten er, at de, der dør eller kommer alvorligt til skade i brand, ikke bare kan tage sig sammen og lade være med det pjat – de har brug for, at vi som samfund tager hånd om deres sikkerhed. Det var netop det, der var formålet med at lave en national forebyggelsesstrategi, fortsætter Skov-Mikkelsen.

Nabolandene kan godt
- Vi har set, hvordan vores nabolande som Sverige og Storbritannien har nedbragt antallet af branddøde betragteligt, netop ved målrettede nationale indsatser. Mens vi spilder tiden med tomme ord og gode hensigter, sætter vores nordiske naboer ambitiøse mål, understreger SikkerhedsBranchens direktør.

- Finland har besluttet, at de vil være det tryggeste land i verden – også på brandområdet. Imens viderefører vi i Danmark vores eksisterende filosofi, der groft sagt går ud på, at enhver sådan set er fri til at dø i brand – bare han ikke også brænder naboen af. Jeg synes ærligt talt, det er en sørgelig indstilling til at redde menneskeliv og sikre danskernes tryghed, og jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal forsvare den overfor en vælgerskare.

Tåbeligt
- Det mest tåbelige er næsten, at der allerede inden Beredskabsstyrelsens arbejde forelå en langt bedre strategi. SikkerhedsBranchen udgav sammen med en række andre aktører ”Brandsikkert Danmark – En national forebyggelsesstrategi” i december 2015, siger Kasper Skov-Mikkelsen.

- Nu er jeg ikke helt upartisk, men den er i modsætning til den nye strategi et produkt af det professionelle ”Branddanmarks” samlede erfaringer, og i modsætning til den nye strategi kommer den faktisk med bud på konkrete tiltag, der kan gøre en forskel. Man kunne naivt spørge, hvorfor den ikke bare blev ophøjet til den officielle nationale forebyggelsesstrategi, så Beredskabsstyrelsen kunne have sparet arbejdet. Jeg kender dog svaret på forhånd: Penge. Brandforebyggende besøg i sårbare hjem, røgalarmer og komfurvagter i alle hjem og de andre forslag i ”Brandsikkert Danmark” koster penge, og borgernes brandsikkerhed er åbenbart ikke værd at bruge penge på. I hvert fald bærer den nye strategi tydeligt præg af, at den blev bestilt som et omkostningsfrit arbejde.

- Men lad os se bort fra både økonomi og politik et øjeblik. Faktum er, at den nationale brandforebyggelsesstrategi skulle nedbringe antallet af branddøde og tilskadekomne i brand. Det kan den strategi, der netop er blevet offentliggjort, ikke leve op til. Det er ikke godt nok – Danmark kan og skal gøre det bedre, slutter Kasper Skov-Mikkelsen.


Tags

Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen