SecurityWorldMarket

06-02-2020

Danmark i spidsen for ny europæisk IA-vision

Danmark har været pennefører på en ny fælles europæisk vision for kunstig intelligens, der skal danne rammen for det fremtidige standardiseringsarbejde på området. Visionen skal være med til at sikre, at vi kan bruge teknologien trygt både i Danmark og i resten af Europa.

Nu er der sat en fælles europæisk ramme for kunstig intelligens i form af en fælles europæisk vision, der skal udmønte de konkrete standardiseringstiltag på området. Visionen skal være med til at sikre, at vi har en fælles tilgang til arbejdet med kunstig intelligens i hele Europa. Danmark har taget førertrøjen på udarbejdelsen af visionen og bragt danske interesser som bl.a. etik og menneskerettigheder helt op i linje et.

- Vi vil gerne være med til at sikre brugen af kunstig intelligens på en ordentlig måde. Derfor er jeg glad for, at det er lykkedes os at få bragt fokus på vigtigheden af etik, tillid og gennemsigtighed, når man arbejder med kunstig intelligens. Hvis vi ikke havde taget teten fra dansk side, havde der været nogle andre, der var løbet med den, og så var vi endt et helt andet sted med et helt andet fokus, siger Kim Skov Hilding, der er konsulent i Dansk Standard og fortsætter:

- Der er rigtig mange interesser i arbejdet med standarder for kunstig intelligens, så koordineringen og samarbejdet på tværs er utroligt vigtigt. Derfor har vi fra dansk side haft stor fokus på at få enderne til at mødes og inddrage alle relevante interessenter fra fx forskning, industri, myndigheder og interesseorganisationer.

Ifølge Kim Skov Hilding er den nye europæiske vision helt i tråd med danske interesser og med det, regeringen ønsker på området. Samtidigt er den i overensstemmelse med EU-Kommissionen, der deltager direkte i den europæiske fokusgruppe for kunstig intelligens, som Dansk Standard står i spidsen for.

- Nu begynder man at se frugten af det, man fra politisk hold har sået med bl.a. den nationale strategi for kunstig intelligens og det dataetiske råd, som regeringen har nedsat. Det er helt tydeligt, at Danmark står stærkt i det europæiske arbejde, hvilket kan få stor betydning for danske virksomheder, der arbejder med kunstig intelligens, siger Kim Skov Hilding


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen