SecurityWorldMarket

07-04-2010

Dan Kontrol Systemer opkøbt af Dansikring

De hidtidige ejere, Direktør Erik Hansen og Kemp & Lauritzen, har pr. 1/4 2010, som led i et generationsskifte, solgt aktierne i Dan Kontrol Systemer A/S til Dansikring A/S.

Dan Kontrol Systemer vil blive videreført som et selvstændigt datterselskab under Dansikring
A/S, med samme navn og samme fysiske placering i Odense. Henrik Lehn vil fortsætte i sin nuværende position som daglig leder af kontrolcentralen. Erik & Jytte Hansen har valgt at benytte anledningen til at stoppe efter henholdsvis 30 og 15 år på posten.
Parterne understreger, at Dansikring A/S ikke selv er aktiv som sikringsinstallatør. Derfor håber man, at den indgåede handel vil skabe grundlag for at udbygge samarbejdet med de mange sikringsinstallatører og andre kunder, som samarbejder med Dan Kontrol.
I forbindelse med ejerskiftet har parterne haft et ønske om at skabe et optimalt grundlag for en forsættelse og styrkelse af Dan Kontrol´s position som en af Danmarks førende kontrolcentraler.
- Dansikring A/S er i dag landets største vagtvirksomhed og med opkøbet af Dan Kontrol har vi fået opfyldt et ønske om at styrke vores vagtforretning med en stærk kontrolcentralforretning, siger adm. dir. Brian Riis Nielsen, Dansikring A/S.



Leverandører
Tilbage til toppen