Enhedslistens forslag om digitale stelnumre er nu droppet efter partiet blev klar over, hvilke muligheder RFID-chips i alle landets cykler ville give for overvågning.
Et beslutningsforslag, der pålagde regeringen at forberede sig på at installere sporingschips i alle landets cykler, så de fremover kunne fungere som et digitalt stelnummer, er nu trukket tilbage.
Det oplyser Enhedslistens sekretariat i Folketinget til Ingeniøren. Forslaget dikterede ikke en specifik teknologi, men lagde op til, at man fulgte en arbejdsgruppes anbefalinger om digitale stelnumre. Som Ingeniøren tidligere har fortalt indebar det, at alle cykler skulle mærkes med to chips, hvoraf den ene skulle kunne læses fra vejkanten.
Netop denne RFID-chip har mødt kritik, da en sådan chip som udgangspunkt er åben for, at alle kan læse forbipasserende cyklers stelnumre fra vejkanten. Dermed ville hvem som helst kunne opstille standere i nærheden af cykelstier og dermed få overblik over enkelte cyklers færden i byen. Det samme ville politiet kunne få.
»Det svarer til nummerpladescannerne, som man er begyndt at bruge ved biler. Den slags registrering burde ikke være lovlig. Nogen vil kunne følge din færdsel på cykel og du har ikke kontrol med, hvor oplysningerne ender,«vurderede formand i IT-poltiisk forening, Jesper Lund i sidste uge om forslaget over for Ingeniøren.
Det er denne kritik, Enhedslisten har taget til sig. Forslaget blev trukket tilbage tirsdag aften efter partiet havde fået henvendelser angående privatlivsbekymringerne, som politikerne ikke var klar over. De er nu taget til efterretning og forslaget er trukket tilbage af hensyn til privatlivets fred, oplyser Enhedslisten til Ingeniøren.
Kilde: Ingeniøren


















