SecurityWorldMarket

22-06-2008

Byg et sikkert sankthansbål

Beredskabsstyrelsen har nogle nyttige råd til Sankthansbålet, som det kan være en god idé at følge.

Du skal have lov af ejeren til at bruge arealet, hvor bålet skal placeres.
Brug kun rent træ. Anvend aldrig trykimprægneret, malet træ eller andet affald.
Du skal sikre dig, at der ikke er dyr, der har taget ophold i dit bål. Det er derfor en god ide at flytte bunken på dagen.
Vær omhyggelig, når du opbygger dit bål. Det kan være farligt, hvis bunken vælter, mens den brænder.
Tænd aldrig bål, hvis det blæser meget.
Brug aldrig benzin, sprit eller lignende ved optænding.
Sørg for, at bålet er helt slukket, når du forlader det.

Sådan får du det bedste bål
Sørg for, at alt materialet til bålet er så tørt som muligt. Vådt træ brænder dårligere, da fugten i træet skal fordampe, før det antænder.
Kernen i bålet kan opbygges af en stak sammenkrøllet avispapir, tørt kvas og grene.
Lav en opbygning, hvor mindre grene eller flækkede træstykker ligger, så de dækker over bålets kerne. Det er vigtigt for et godt resultat, at du bruger små og tørre træstykker, da der skal gå ild i det øvrige brænde via de mindre stykker træ, inden hele kernen brænder ud!
Brug en lang fakkel for at nå ind til kernen i bålet. Hvis kvaset ikke er tørt, kan du eventuelt supplere med en egnet tændvæske.
HUSK: Brug aldrig benzin, sprit og lignende meget letantændelige produkter.

Afstandsregler
Inden du placerer dit sankthansbål, skal du sørge for, at nogle vigtige afstandsregler er overholdt. Afbrænding af bålet skal ske i en afstand af mindst:
30 m fra bygninger med hårdt tag (tagsten, eternittag o.lign).
200 m fra bygninger med tag af strå eller andet let antændeligt materiale.
60 m fra brændbare markafgrøder.
200 m fra stakke (og andre oplag i det fri) af let antændelige stoffer, større oplag af bearbejdet træ, plast, brændbar emballage o. lign. samt oplag af brandfarlige væsker, F-gas, trykbeholdere med brandfarlige gasser og overjordiske naturgasinstallationer.
200 m fra nåletræsbevoksninger, lyngklædte arealer og anden brændbar vegetation.



Leverandører
Tilbage til toppen