SecurityWorldMarket

10-03-2017

Lokalpolitikere til Pape: Giv lov til videoovervågning

Videoovervågning vil skabe større tryghed, siger folketingspolitiker Karina Adsbøl.

Folketingsmedlem Karina Adsbøl og byrådsmedlem Knud Erik Langhoff (K) presser på for videoovervågning efter et groft overfald på en 39-årig mand i Kolding.

To lokale politikere går nu direkte til justitsminister Søren Pape (K) for at få ministeren til at åbne op for, at kommuner, som ønsker det, kan opsætte videoovervågning i byens gader.

Det er det meget grove overfald på en 39-årig mand midt i Kolding tidligt søndag morgen, der får folketingsmedlem Karina Adsbøl (DF) og byrådsmedlem Knud Erik Langhoff (K) til at gå til ministeren.

Karina Adsbøl oplyser, at hun har stillet skriftlige spørgsmål til ministeren for at få svar på, hvilke barrierer der er i forhold til kommunal tv-overvågning på offentlige steder, og om ministeren vil sikre, at de kommuner, der vil, må sætte kameraer op i gaderne. I øjeblikket er det ulovligt i henhold til persondataloven.

- Jeg har jo fulgt debatten på de sociale medier, hvor jeg kan se, at det er et stort ønske fra borgerne.

- Videoovervågning vil skabe større tryghed, og det kan være med til, at vi får fat på kriminelle overfaldsmænd som dem, der slog den 39-årige ned. Måske kan vi lave en aftale om, at videoovervågningen kun må finde sted i højrisiko-områder, og når det er mørkt. Vi må finde en løsning, så vi skaber den bedst mulige tryghed for borgerne, siger Karina Adsbøl.

Kilde: Jydske Vestkysten



Leverandører
Tilbage til toppen