SecurityWorldMarket

18-02-2008

Boom i arbejdspladser med overvågning

Tv-overvågning er blevet svaret for stadig flere ledere i erhvervslivet, der gerne vil sikre sig mod overfald og svind i kassen. Antallet af overvågningskameraer er fordoblet siden 2004. Iflg. ErhvervsBladet.dk skønner direktør Kasper Skov Mikkelsen, SikkerhedsBranchen, at der er langt over 200.000 kameraer rundt om i landet svarende til en fordobling i forhold til 2004.
- Samtidig er prisen på overvågningskameraer halveret i de seneste år, oplyser Kasper Skov Mikkelsen.
Salget af tv-overvågningsudstyr slået rekorder, fortæller flere forhandlere til ErhvervsBladet.dk. Typisk fordobles salget af udstyr år efter år:
- Det er et stærkt voksende marked. Der kommer stadig flere kunder og udbydere, siger Brian Stege, ejer af Stege Konsulentfirma i Charlottenlund. Han sælger især udstyr til velhavende selvstændige, som gerne vil have overvåget deres egen private villa eller sommerhuset.
- Det er især de selvstændige, der er bekymrede for at blive besøgt hjemme, og vi ser jo, at overfaldene bliver mere grove, siger Brian Stege.
Hos Diamig Videoteknik i Humlebæk er det lykkedes at fordoble omsætningen hvert år de seneste tre år, oplyser ejeren Mikael Nyman. Firmaet sælger nu omkring 5.000 videokameraer om året til erhvervslivet, og det er blevet nødvendigt at få flere forhandlere knyttet til.
Hos én af landets store aktører inden for professionel videoovervågning, Scanview i Fredericia, omsættes for et »tocifret millionbeløb,« som medejer Torben Ussing regner med vil blive dobbelt så stort i 2008.
Både kameraerne og recorderne bliver bedre og bedre, samtidig med at prisen på udstyret daler.
Nogle af forhandlerne lover, at virksomhederne kan mindske deres svind med hele 80 procent, hvis de køber tv-overvågningsudstyr.

Kilde: ErhvervsBladet.dk




Leverandører
Tilbage til toppen