SecurityWorldMarket

13-05-2017

Blandet felt kæmper om at sikre Christiansborg

Fem aktører er blevet prækvalificeret til at byde på hovedentreprisen om områdesikring af Christiansborg. En specialiseret opgave, som ikke alle har referencerne til at udfylde, fortæller totalrådgiver. Det skriver Licitationen.

Christiansborg skal områdesikres, og fem byggeaktører er nu prækvalificeret til at byde på hovedentreprisen. De fem er valgt blandt 10 anmodninger, oplyser Torben Møbjerg, totalrådgiver hos GHB Landskabsarkitekter, til Licitationen -Byggeriets Dagblad.

Det er dokumenteret erfaring og referencerne, der har været udslagsgivende i forhold til udvælgelsen, fortæller han og peger desuden på økonomiske mindstekrav, som de interesserede har skullet leve op til.

Han fortæller, at der er god tilfredshed med interessen og det valgte felt.

- Opgaven er så speciel indholdsmæssigt, at det er et relativt lille felt inden for landets grænser, man kan se i den, siger han og tilføjer: - Det er ikke en opgave, det er nemt at finde referencer til - også qua størrelsen.

Hovedentreprisen indeholder anlæg af en perimetersikring omkring Christiansborg Slotsplads bestående af pullerter, hvor der er monteret 110 cm granitkugler. Herunder hører bearbejdning af granitblokke til netop granitkugler. Granitblokkene er bygherreleverance, og der ventes snart at være fundet en leverandør i udbuddet her, fortæller Torben Møbjerg.

Yderligere omfatter hovedentreprisen omlægning af hele pladsen foran Christiansborg, justering af cykelsti langs Christiansborg Slotsplads og justering af eksisterende kantsten langs Slotsholmsgade samt justering af eksisterende midterhelle her, lyder det i prækvalifikationsmaterialet.

Dertil kommer blandt andet plantning af træer langs kanal nord for Christiansborg Slotsplads, etablering af signalanlæg og belysning foruden etablering af fugtmembran over Ruinmuseets dæk og kloakarbejder.

Arbejdet ventes at gå i gang i medio juli. Forinden har en standstillperiode, kontraktunderskrivning og en mobiliseringsperiode været på tale, oplyser han og meddeler, at arbejdet skal være færdigt i efteråret 2018.

Ifølge prækvalifikationsmaterialet har hovedentreprisen en anslået værdi af 46 mio. kroner.

De prækvalificerede er: GHB Landskabsarkitekter varetager rådgivningen på områdesikringen af Christiansborg sammen med Sweco og ÅF - Hansen & Henneberg. Nu skal hovedentreprenøren på anlægsarbejderne findes. Konkurrencen står blandt fem aktører: Zacho-Lind A/ S Barslund A/ S Scheller, Hougaard & Petersen A/ S CG Jensen A/ S OKNygaard A/ S.

Kilde: Licitationen



Leverandører
Tilbage til toppen