Flere ressourcer til softwareudvikling og adgang til et fælles netværk af kompetencer og support skal styrke positionen over for kunderne og føre til en højere årlig vækst i regionen i løbet af de næste tre år. Ascom Nordic er nu den næstestørste region i Ascom Wireless Division.
Kunderne kan se frem til stærkere rådgivning og services, fordi de enkelte selskaber fremover kan trække på en væsentlig større pulje af kompetencer i den pan-nordiske organisation, ligesom også service-organisationen får mere volumen og runder 50 serviceteknikere.
I spidsen for den nye organisation står 48-årige Aage Rask Andersen, som er indbegrebet af en nordisk profil. Aage Rask Andersen har mere end 20 års erfaring med salg i Norden for store internationale koncerner, senest som VP Sales i Lionbridge Technologies. To danskere er centralt placeret i den nye nordiske direktion: Jaap Bootsman, som er nordisk servicedirektør og Maj Britt Madsen, som er nordisk marketingdirektør.
Målet med den nye organisation er at geare Ascom Nordic til vækst. Med den fælles nordiske organisation i ryggen kan Ascom skrue op for softwareudviklingen, og dermed sætte målrettet ind over for bl.a. den offentlige sektor, hvor der er et stort vækstpotentiale. Ascom har i forvejen en solid position i den offentlige sektor i Norden, hvor mange sygehuse og institutioner anvender virksomhedens trådløse kommunikationsløsninger til håndtering af bl.a. patientkald og alarmer i forbindelse med fx personsikring og hjertestop.
30-03-2010

















