SecurityWorldMarket

30-09-2008

ADI-Alarmsystem og Sony afholdt netværksskole

En snes installatører gennemførte i sidste uge Sonys Hands-On Netværkskole i forbindelse med ADI-Alarmsystems Markedsdage. - Sony har en række avancerede overvågnings-produkter, som kræver opdaterede fagfolk, hvis diverse features skal udnyttes optimalt. Derfor er uddannelsen af installatørerne uhyre vigtigt for os, siger Key account manager Bjørn Admeus, Sony PSE.

ADI-Alarmsystem og Sony arrangerede i midten af september en Hands-On Netværksskole i forbindelse med de traditionelle Markedsdage hos ADI i Ishøj. En snes alarminstallatører tog imod tilbuddet og mødte op til undervisningen, hvor medarbejdere fra både Sony og ADI-Alarmsystem instruerede.
Om formiddagen blev deltagerne introduceret for netværk generelt med en gennemgang af netværksopbygning og IP-kameraer. Deltagerne arbejdede herefter med opsætning og tilslutning af egen PC til kursus-netværket og til ADI's demonetværk samt opsætning og tilslutning af Sony IP-kameraer til netværket via Power over Ethernet (PoE).
Herudover gennemgik man menustrukturer og kameraernes forskellige funktionaliteter ved en afprøvning via en internetbrowser. Deltagerne fik desuden mulighed for at arbejde med faste kameraer samt med 360° domekameraer. I grundmodulet indgik også introduktion af night-vision med synligt hvidt lys og usynlig IR-belysning.
I eftermiddagsmodulet arbejdede man med applikationssoftware og intelligent billedanalyse, ligesom deltagerne blev præsenteret for applikationssoftwaren Sony Realshot Manager og installerede en klient på egen pc. Herudover blev Sony DEPA intelligent billedanalyse gennemgået, og deltagerne fik mulighed for at teste de forskellige detektions- og alarmopsætninger.
Produktchef CCTV/video og perimetersikring Flemming Villadsen, ADI-Alarmsystem er meget tilfreds med samarbejdet om uddannelsen af installatører.
- Jeg ser det som første step i samarbejdet med Sony. Vi havde en meget interessant dag, hvor vore kunder fik en fantastisk introduktion til netværk og opdagede, hvor nemt det kan håndteres.
Key account manager Bjørn Admeus, Sony PSE, var også meget tilfreds med dagen og ser store muligheder i det fortsatte samarbejde med ADI om at kvalificere installatørerne:
- Sony har en række avancerede overvågnings-produkter, som kræver opdaterede fagfolk, hvis diverse features skal udnyttes optimalt. Derfor er uddannelsen af installatørerne uhyre vigtigt for os, slutter han.



Leverandører
Tilbage til toppen