SecurityWorldMarket

15-11-2021

Ny mærkning gør det svært for stilladstyve

Stilladserne kan nu DNA-mærkes og males på én gang.

Tyveri af stilladser er et stort problem i byggebranchen. Entreprenørfirmaer, der ser stort på, hvad der er mit og dit, stjæler stilladser og bruger dem til deres egne byggeopgaver. Men nu introduceres en ny farvemærkning med DNA-maling, og DI bakker aktivt op om initiativet. Den nye mærkningsløsning præsenteres på Sectech-messen i København 1.-2. december.

Tyveri af stilladser har længe været et problem i den danske byggebranche, men en større sag i sensommeren om tyveri af stilladsmateriel til mange hundredtusinder kroner har fået DI’s stilladssektion til at indgå et samarbejde med den danske virksomhed UniSecure, som er specialist indenfor tyverisikring. UniSecure har blandt andet succes med DNA-mærkning af kostbart el-værktøj på byggepladser, og det har været naturligt for virksomheden også at se på mærkning af stilladser, og en række danske byggefirmaer bruger nu denne effektive mærkningsform.

- I mange år har entreprenørvirksomheder mærket deres stilladser med farver, men problemet har altid været, at den maling, man bruger, ikke er unik. Men med vores nye DNA-maling kan man altid se – og bevise – om et mærket stillads er ens eget eller ej. Det sker med en lille scanner, som kun bipper, når den kommer i kontakt med den ene unikke maling, forklarer UniSecures direktør Henrik Olsen.

Afdelingen Stilladssektionen under DI har nu taget aktivt fat om problemet og har indledt et samarbejde med UniSecure.

Konkret betyder DI’s samarbejde med UniSecure, at medlemsvirksomhederne kan købe den ny DNA-maling til fordelagtig pris, samt at de kan mærke deres materiel og indgangspartier til lagerbygninger med mærkater, der advarer tyveknægte om, at stilladser med videre er DNA-sikret. DNA-malingen kan produceres i stort enhver tænkelig nuance, oplyser UniSecure.

Fældende bevis
En stilladsvirksomhed, som ved flere tilfælde har fået stjålet for rigtig mange penge, er TS Group i Herfølge. For tre år siden valgte virksomheden at DNA-male sit grej, og i en aktion sammen med politiet lykkedes det at finde frem til de stjålne stilladser:

- Da vi stod med politiet på stedet, bippede vores stilladsdele til os. Der var med andre ord ingen tvivl om, at grejet var vores, og i forståelse med politiet kunne vi tage det DNA-sikrede grej med os hjem, fortæller direktør Michael Jørgensen.

- Ved de tre sager vi har haft i år, har vi fået stjålet grej for 3-400.000 kroner. Derfor er det klogt at mærke – og det må nødvendigvis være med DNA-maling, fortæller Michael Jørgensen og tilføjer:

- Vi er glade for, at der kommer fokus på disse tyverier, og vi håber naturligvis, at der rejses tiltale i sagerne. Vi kunne selvfølgelig godt ønske os, at det gik hurtigt. Men det er vilkårene, og derfor vil jeg også være med til at opfordre til, at mange flere begynder at registrere deres materiel med DNA-maling, som har vist sig at være fældende bevis, slutter Michael Jørgensen.

Den nye mærkningsløsning præsenteres på Unisecures stand på Sectech-messen i København 1.-2. december.



Leverandører
Tilbage til toppen