SecurityWorldMarket

18-06-2024

Telenor etablerer ambitiøst cybersikkerhedsselskab

Thomas Kronen, CEO for Telenor Cyberdefence

Telegiganten Telenor, der er ejet af den norske stat, opretter nu et nyt cybersikkerhedsselskab, Telenor Cyberdefence, som også skal erobre markedsandele i de øvrige nordiske lande.

– Aldrig før har vi oplevet så hyppige og alvorlige cybertrusler som i dag. Det digitale landskab er under konstant angreb, hvilket gør robust cybersikkerhed mere kritisk end nogensinde. Nu bygger Telenor videre på erfaringen og spidskompetencen som en af Norges stærkeste sikkerhedsaktører og etablerer et nyt cybersikkerhedsselskab med nordiske ambitioner, siger Sigve Brekke, koncernchef i Telenor.

Det nye selskab har fået navnet Telenor Cyberdefence og bliver en del af Telenor Amp-porteføljen. Porteføljen består i dag af 15 helt eller delvist ejede selskaber, med en samlet værdi på 10 til 12 milliarder norske kroner.

Stort, umættet behov i markedet

En spørgeundersøgelse udført af Norstat på vegne af Telenor viser, at nærmere 9 ud af 10 virksomhedsledere siger, at de er bekymrede for, at deres virksomhed kan blive lammet af et cyberangreb.

– Virksomheder inden for alle sektorer udsættes i stigende grad for cyberkriminalitet, og der er et stort umættet behov i markedet. Det ønsker vi at tage del i, siger Thomas Kronen, CEO for Telenor Cyberdefence. Han påpeger, at den ny division har som ambition at opbygge en position på tværs af Norden.

Telenor Cyberdefence vil tilbyde virksomheder et sikkerhedsoperationscenter (SOC) for døgnkontinuerlig overvågning, forebyggelse, detektion og respons på alle typer cybertrusler og hændelser. Selskabet vil også tilbyde spidskompetence gennem konsulenttjenester samt test af it-systemer og infrastruktur.

Nordiske ambitioner

– Ifølge vores analyser udgør det norske SOC-marked omkring tre milliarder kroner årligt. Telenor Cyberdefence har som ambition at udvide virksomheden på tværs af Norden, så her ser vi gode muligheder for at vokse hurtigt og tage en stærk position, siger Kronen.

Bygger på stærk sikkerhedskompetence Telenor Cyberdefence bygger på den unikke position, Telenor allerede har inden for digital sikkerhed i erhvervsmarkedet i Norge. Som en del af Norges totalforsvar, og som forvalter og vogter af nationalkritisk infrastruktur, har Telenor ifølge Kronen en unik indsigt i trusselslandskabet.

– Ved at oprette Telenor Cybersecurity vil vi samle sikkerhedsekspertise fra hele Norden og bygge en kraftfuld enhed med omfattende kompetence, som vil være dedikeret til at varetage vores kunders sikkerhed. Nu skal vi accelerere indsatsen på sikkerhed, målrette kompetence og bygge flere og bedre tjenester, som bidrager til at sikre norske og nordiske virksomheder, siger Kronen.

Gennem etableringen af Telenor Cyberdefence overføres omkring 50 sikkerhedsmedarbejdere fra Telenor Norge. Selskabet vil også varetage de nuværende SOC-kunder hos Telenor Norge. Det indebærer, at Telenor Cyberdefence starter med en kundeportefølje på omkring 70 norske erhvervskunder.

Den nordiske satsning følger en nylig styrkelse af det interne sikkerhedsmiljø i Telenor Norge. Telenor Norge ejer og driver samfundskritisk infrastruktur, og derfor har selskabet over mange år opbygget et stærkt og højkompetent sikkerhedsmiljø for at varetage det vigtige samfundsansvar, man har. I lyset af den sikkerhedspolitiske situation og udviklingen inden for især digitale angreb, har Telenor nu styrket dette miljø yderligere gennem det nye og målrettede interne Cyber Security Operation Center (CSOC). Det skal fokusere på Telenor Norges meget omfattende og komplekse it- og telekominfrastruktur og yderligere øge sikkerheden for Telenor Norge, koncernens kunder og samfundet generelt.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen