SecurityWorldMarket

12-03-2024

SikkerhedsBranchen tordner igen mod manglende brandsikkerhed

Ifølge Beredskabsstyrelsen sker 10 procent af alle dødsbrande på plejehjem. Derfor anbefaler SikkerhedsBranchen blandt andet, at man sikrer døre mellem flugtvej og boligenhed med automatiske branddørslukningsanlæg.

Organisationen SikkerhedsBranchen har i mange år agiteret for øget brandsikkerhed på især plejehjem og overnatningssteder af ældre dato. Og efter en start på det nye år med usædvanligt mange branddøde tager brancheorganisationens direktør emnet op endnu engang i en kommentar på SecurityUser. Kommentaren kan læses her i sin helhed.

- Året fik en aldeles skidt start, da januar blev en måned med ualmindeligt mange dødsbrande. Ulykkeligvis omkom 10 mennesker i årets første måned – og det tæller både unge som ældre -, dog vejer den ældre gruppe tungest. Det er naturligvis utopi at tro, at vi kan forhindre alle dødsbrande. Men vi bør gøre, hvad vi kan for at undgå så mange branddøde som muligt. Derfor arbejder vi i SikkerhedsBranchen ad to spor: Vi vil forbedre brandsikkerheden på landets plejeinstitutioner og overnatningssteder, og vi vil forbedre brandsikkerheden i de private hjem, siger SikkerhedsBranchens direkrør, Kasper Skov-Mikkelsen blandt andet i sin kommentar.

Ifølge Beredskabsstyrelsen sker 10 procent af alle dødsbrande på plejehjem. Derfor anbefaler SikkerhedsBranchen blandt andet, at man sikrer døre mellem flugtvej og boligenhed med automatiske branddørslukningsanlæg og moderne friløbspumper. I dag er dette ikke et krav, og det er et stort problem. Opstår der en brand på et værelse på et plejecenter, vil sådan et anlæg og friløbspumper sørge for, at døren ind til værelset lukker automatisk, og at branden dermed ikke spreder sig til øvrige værelser. Et sådant system kan altså mindske risikoen for at flere omkommer i en brand.

- Når det drejer sig om overnatningssteder bliver mange overraskede, når vi fortæller, at brandsikkerheden på for eksempel hoteller og kroer er langt under moderne standard. Som reglerne er i dag, er det lovgivningen fra bygningens opførelsestidspunkt, der definerer kravene til brandsikringen. Mange steder, som f.eks. Svinkløv Badehotel, kan det være ingenting. Overnatter man på et hotel eller en kro af ældre dato, kan man altså ikke være sikker på, at brandsikkerheden er up to date. Tværtimod, slår Kasper Skov-Mikkelsen fast.

Hele kommentaren på SecurityUser kan læses her.



Leverandører
Tilbage til toppen