SecurityWorldMarket

04-05-2021

SikkerhedsBranchen kæmper fortsat for kontanterne

I en kommentar på sikkerhedsportalen SecurityUser slår direktør for SikkerhedsBranchen Kasper Skov-Mikkelsen endnu engang i bordet for retten til, at danskerne fortsat skal have lov til at bruge kontanter – hele døgnet.

- Som direktør for SikkerhedsBranchen og dermed repræsentant for de virksomheder, der håndterer kontanter i samfundet – inklusive de nationalbankdepoter, som Nationalbanken ikke selv driver – var jeg i april til foretræde for Folketingets erhvervsudvalg for at fortælle dem om, hvor vigtige kontanter er for vores samfund, siger Kasper Skov-Mikkelsen blandt andet i sin kommentar, og han fortsætter:

- Det ligger mig meget på sinde at råbe politikerne op, og gøre dem opmærksom på en af mine store bekymringer: At vi er ved at sætte samfundets robusthed over styr, når vi gør det mere og mere besværligt at få fat i og at bruge kontanter.

- Jeg er ikke imod elektroniske og digitale betalingstjenester. Det er godt, at vi også har den form for betalingsløsning. Men de stærke kræfter, vi er oppe imod, ser gerne kontanterne lagt i graven – og det er uden øje for netop samfundets robusthed, borgernes privatlivsbeskyttelse og de ældre og sårbare.

- Vi afventer nu, at regeringen og politikerne kommer til fornuft, efter at de har hørt vores argumentation, siger Kasper Skov-Mikkelsen blandt andet.

Hele kommentaren kan læses på SecurityUser.



Leverandører
Tilbage til toppen